Endnu et udfordrende år
Aalborg Cityforening så tilbage på et år, hvor krisen ikke vendte, men trods alt med flere gode oplevelser
- Det har været et udfordrende år. Sådan indledte Nils Andersen - formand for Aalborg Cityforening - sin beretning, da der i går aftes var generalforsamling. Præcis samme indledning som han brugte året forinden. - 2011 blev ikke året, hvor detailhandlen kunne fortælle, at krisen er overstået. Men måske er den meget omtalte krise, der har huseret de seneste år, nu blot blevet en tilstand i vores samfund, og at vi derfor blot skal forholde os til situationen, som den er, sagde Nils Andersen, der godt kunne ønske sig, at forbrugerne havde været lidt flittigere til at bruge dankortet i midtbyens butikker. Formanden fortalte også om et år, hvor cityforeningen ellers havde forsøgt mange forskellige ting for at få mere gang i salget. - En af de ting, vi har prioriteret højt, er oplevelser. Det skal altid være en god oplevelse at besøge Aalborgs midtby - uanset årstid, sagde Nils Andersen. Årets største events - Day & Night, Aalborg i rødt og julemarkedet på Gammeltorv - blev alle en succes. Problemer med kø Men det er ikke alle gæster udenbys fra, der har haft en betinget positiv oplevelse af Aalborg. Ind i mellem kan det nemlig være en temmelig langvarig affære at komme til og fra midtbyen. Cityforeningen har holdt mange møder med Aalborg Kommune, og det gav resultat i form forlængelsen af den venstresvingsbane, der fører fra Nyhavnsgade og ind til p-kælderen under Friis. Foreningen så dog gerne yderligere en forlængelse. - Der hersker heller ingen tvivl om, at når Musikkens Hus står færdigt, så bliver det et ufravigeligt krav at få et til to ekstra spor ekstra ind til den p-kælder, der bliver etableret i forbindelse med Musikkens Hus, lød det fra Nils Andersen på generalforsamlingen, der blev holdt hos NORDJYSKE Medier. Alle i bestyrelsen fik genvalg, så den også fremover består af Henrik Schou, Claus Fischer, Michael Deuleran, Helle Nielsen, Jes Asmussen, Michael Rom Olesen, Mille Schou Toft, Per Ingemann og formand, Nils Andersen, der er klar til sit 23. år som formand. Udover beretningen bød generalforsamlingen på et foredrag med Poul Guldborg, der er tidligere informationschef i Dansk Supermarked.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.