Energiselskaber

Energigigant satser på nordjysk biogas

E.ON køber halvpart i det nordjyske selskab GrønGas forud for projekt ved Vrå

Hos den nye medejer af GrønGas-anlægget ved Vrå  er forventningen, at der bliver byggestart inden nytår
Hos den nye medejer af GrønGas-anlægget ved Vrå er forventningen, at der bliver byggestart inden nytår

HJØRRING/VRÅ: Den internationale energikoncern E.ON satser for alvor på biogas-produktion i Nordjylland. Selskabet har købt halvpart i selskabet GrønGas, der driver et anlæg ved Hjørring og planlægger et stort anlæg ved Vrå.

Aftalen offentliggøres kun få dage efter, at E.ON overtog aktiemajoriteten i Morsø Bioenergi, der føres videre under navnet Limfjordens Bioenergi.

Perspektivet er, at den lokalt producerede gas kan oparbejdes, så det kan komme ud på det naturgasnet og bidrage til den nationale energiforsyning.

Grundlæggeren af GrønGas, landmand Jens Peter Lunden, Asdal Hovedgaard, er godt tilfreds med den nye alliance.

- Vi har god erfaring i at producere biogas, og E.ON har ekspertise i opgradering og handel med gassen til naturgasnettet og til brug i transportsektoren, og samtidig er selskabet økonomisk stærkt funderet, siger han.

Svenske-tyske erfaringer

Tore Harritshøj, E.ON’s adm. direktør i Danmark, understreger, at det nye anlæg i Vrå bliver en vigtig del af E.ON’s satsning inden for biogas.

Det her bliver et topprojekt efter danske forhold. Derfor er det selvfølgelig også alfa og omega for os, at vi har GrønGas som partnere i projektet. Vi har længe været blandt de førende på biogasområdet i lande som Sverige og Tyskland, og det er alle de gode erfaringer, vi nu får muligheder for at overføre til Danmark.

Direktør Michael Dalby, E.ON, betegner GrønGas-anlægget ved Hjørring som et rigtigt flot og veldrevet biogasanlæg, og han fremhæver, at der bliver et reelt partnerskab mellem Jens Peter Lunden på den ene side og E.ON på den anden side.

- GrønGas har styr på den lokale ekspertise, og har et stort og vigtigt netværk, siger han.

Den nordjyske ekspertise består bl.a. i produktion af biogas fra husdyrgødning, mens E.ONs udenlandske anlæg hovedsageligt er baseret på afgrøder dyrket til energiformål.

Satser på byggestart i år

Anlægget nordøst for Vrå har været under planlægning siden 2010, og rykkede et stort skridt nærmere realisering med Folketingets energiforlig sidste år. Men det eksisterer fortsat kun på papiret, for der mangler endnu to vigtige afgørelser: EUs godkendelse af energiaftalen og Naturklagenævnets godkendelse af selve anlægget.

Michael Dalby har dog en forventning om, at første spadestik kan blive taget inden nytår.

Ingen af parterne ønsker at oplyse, hvor meget E.ON har betalt for sin ejerandel.

Den forventede anlægspris for anlægget ved Vrå er 75-100 millioner kroner.

Energigigant

E.ON er et af verdens største private energiselskaber med over 30 millioner kunder til især el, gas og varme. Tysk kapital dominerer ejerkredsen.

I koncernen indgår ca. 50 underkoncerner og datterselskaber i Europa og USA.

Omsætning er ca. 615 milliarder kroner og der er 90.000 ansatte.

E.ON i Danmark omsætter ca. en halv milliard kroner og har 60 ansatte. Selskabet ejer blandt havmølleparken Rødsand II.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden