Skolevæsen

Engelsk skal da læres i England

Fra holdets tur til London under skoleopholdet i Brighton. Privatfoto
Fra holdets tur til London under skoleopholdet i Brighton. Privatfoto

FREDERIKSHAVN: Elever fra HG-klasserne på Frederikshavn Handelsskole er for fjerde år i træk blevet tilbudt at komme på et tre-ugers skoleophold i den engelske by Brighton. Årets hold på tolv elever er netop hjemvendt fra skoleopholdet, hvor de har boet hos private værtsfamilier og gået i skole på International City College. Her blev de blandt andet undervist i historie, samfundsfag og ”customer service” og så selvfølgelig engelsk, som er et af hovedformålene med opholdet.

- Vi havde en dagligdag hos vores engelske værtsfamilier, og dermed fik vi trænet vores engelsk hver eneste dag. Der gik ikke lang tid, før vi vænnede os til det og talte engelsk med hinanden. Vi begyndte tilmed at tænke på engelsk, siger Ditte fra HG2A med et smil. Ditte er en af eleverne, der har været af sted.

Sprogkundskaber giver eleverne en erhvervsmæssig fordel, idet mange virksomheder har et internationalt islæt og derfor lægger vægt på solide sprogfærdigheder. Og det må man sige, at opholdet i Brighton er med til at give eleverne.

Samtidig giver turen eleverne indsigt i en anden kultur.

- Det var rigtig spændende at opleve den engelske kultur i Brighton. Her var folk meget forskellige i forhold til, hvad vi er vant til her hjemme. Velklædte businessfolk og flippede punkere levede side om side, og det var helt normalt at være punker med blå hanekam og piercinger – uanset om man var ung eller gammel, fortæller Mikkel, som også går i HG2A.

Kulturen i Brighton er fri og rummelig, og der er ifølge eleverne meget mere liv og socialt samvær.

- Når folk får fri fra skole og arbejde samles de - både unge og ældre på byens caféer til eftermiddagste og kage – og det er igen alle typer, man møder i gadebilledet. Jeg synes, det har givet os en større forståelse for forskelligheder, supplerer Victoria fra HG2A.

Projekt med topkarakter

Ud over at følge undervisningen i de tilrettelagte fag skulle eleverne også lave et gruppeprojekt, hvor de skulle udvikle et produkt inden for en bestemt ramme. En af grupperne fik til opgave at udvikle et produkt til børn i rammen ”badeværelse og underholdning” – det blev til en el-tandbørste med musik og taleinstruktioner.

- Vores gruppeprojekt gik over al forventning, og vi fik den højeste karakter efter den engelske skala: A med udmærkelse. Vi fik i det hele taget meget ros af vores engelske lærere, fordi vi var motiverede og engagerede i undervisningen. Vi har også oplevet nogle nye måder at gå i skole på, og så er det jo bare skønt at komme lidt væk hjemme fra og opleve nyt, siger Daniel fra HG2C, som alligevel har glædet sig til at komme hjem og få en rugbrød med leverpostej – det har man nemlig ikke i England.

Venskaber på tværs

Det er også blevet til en lang række nye venskaber og spændende oplevelser med i bagagen for de 12 HG-elever.

- Vi har fået mange nye venner, fordi boet sammen med andre udvekslingsstuderende fra forskellige lande. Det at lære nye mennesker at kende og at skulle forholde sig til nye omgivelser og regler i vores værtsfamilier har gjort os mere ansvarsfulde og måske også en lille smule mere modne, afslutter Annika fra HG2B, der sammen med klassekammeraterne igen er i gang med hverdagen på Frederikshavn Handelsskole.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden