Eniig vinder omkamp mod Ewii
Landsretten giver energiselskabet Eniig medhold i navnestrid mod Ewii
Opdateret kl. 14:13
VIBORG: Vestre Landsret har nu endegyldigt afgjort en årelang navnestrid mellem de to energiselskaber Eniig og Ewii:
Eniig får lov at beholde sit navn.
Dermed stadfæster landsretten en dom fra Sø- og Handelsretten, der i januar med dommerstemmerne 2-1 gav Eniig medhold. I landsretten var alle tre dommere enige.
Striden opstod sidste år, da de to selskaber Himmerlands Elforsyning og Energi fusionerede og valgte navnet Eniig til det nye selskab. Ewii mente, at det navn mindede for meget om deres, og anlagde derfor sag.
- Vi har hele tiden ment, at de to navne ikke kan forveksles, og er selvfølgelig tilfredse med, at vi har fået ret i nu to retsinstanser. Vi glæder os over, at sagen nu er lukket, så vi kan komme videre, siger Henrik Højlund, kommunikationskonsulent i Eniig.
Ewiis konstituerede direktør Jens Christian Sørensen er "ærgerlig" over landsrettens kendelse.
- Vi har gentagne gange registreret, at kunder har forvekslet de to selskabers navn og logo, at pressen og offentligheden har taget fejl, samt at kendskabsgraden til vores navn er blevet udfordret. Men vi respekterer naturligvis kendelsen og vil lægge os endnu hårdere i selen med at fortælle markedet om forskellene på de to selskaber, siger Jens Christian Sørensen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.