Biler

Er den nye Peugeot et godt køb?

Alting stiger, også hos Peugeot, hvor den nye 308 er blevet markant dyrere. Det ændrer dog ikke på bilens uomtvistelige kvaliteter

Den nye Peugeot 308 SW er blevet en halvdyr sag, men talenterne kan godt berettige prisen.
Den nye Peugeot 308 SW er blevet en halvdyr sag, men talenterne kan godt berettige prisen. Foto: Peugeot

Opdateret kl. 16:30

PRISHOP: Største stigning i forbrugerpriserne i næsten 40 år. Ja, det skorter ikke på historier om alting, der bare stiger og stiger.

Det gælder også i bilernes verden.

Forleden fik jeg nær den nylavede creme brulé galt i halsen, da jeg for sjov skyld tjekkede prisen på den nye Peugeot 308.

Jeg kørte de første km i familiebilen tilbage i februar, og dengang var prisen yderst konkurrencedygtige 319.990 kr. for plug-in-hybriden med 180 hk.

Tre måneder senere er introduktionsrabatten væk, så nu forlanger Peugeot hele 374.990 kr. for den populære stationcar-variant, mens en femdørs hatchback er 15.000 kr. billigere.

Spørgsmålet er, om franskmændene har ”priset” sig selv ud af markedet? Her er det nærliggende at se nærmere på konkurrenterne.

De er nemlig også blevet dyre, hvis man overhovedet kan få fat i et eksemplar. Skoda Octavia plugin-hybrid er steget til voldsomme 400.000 kr. Seat Leon kan slet ikke bestilles som plug-in-hybrid. Eneste konkurrenter i klassen er de aldrende Kia Ceed plug-in-hybrid, der fås til 315.000 kr. Og Renault Megane, der sjovt nok koster præcis det samme.

Med disse to modeller som eneste konkurrenter er prisen på den nye Peugeot 308 måske slet ikke så slem alligevel. Bilen fejler i hvert fald ikke noget.

Godt tager den store løvemund sig ud, og der er masser af krummelurer, så 308’ eren har sin egen identitet. Vi skal dog ind bag rattet, for her træder de franske fortræffeligheder frem. Bilen virker solid som Élysée-palæet, og der er fine materialer strøet rundt i kabinen. Og tag så designet af selve cockpittet, der ikke lader Audi noget efter. Den store skærm på 10 tommer er hurtig og har højopløselig grafik. Og der er nogle få rigtige knapper lige under.

Klemt bagsæde

Generelt er der glimrende plads, men vi bliver overraskede over, at voksne alligevel sidder lidt klemt bagi. Bagagerummet er bredt, langt og højt, og det giver fin plads til barnevogn og kuffert.

Jeg tester udgaven, Peugeot kalder First Selection.

Her er standardudstyret omfattende som menukortet på den parisiske kultrestaurant La Coupole, og jeg noterer bl. a. adaptiv fartpilot, bakkamera og nøglefri betjening.
Heldigvis kører den også godt. Især behageligt.

Har du ladet batteriet på 12,4 kWh op, er der i praksis omkring 40-50 km i elektrisk rækkevidde alt efter vejrliget.

Jeg bliver dog aldrig kæmpefan af drivlinen, der er en smule anstrengt, når benzinmotoren træder til. Og kører du uden strøm, er forbruget ikke mere end 12-14 km per liter. Generelt er den langsom om at lade med en effekt på kun 3,7 kW, så det tager næsten fire timer, men kan du lokalisere en 22 kW-lader, kan 308 faktisk tage imod 7,4 kW.

Ja, den nye Peugeot er blevet meget dyrere, men det er stadigvæk en meget relevant bil, og de tilsvarende rene benzinbiler er steget tilsvarende, så plug-in-hybriden er fortsat den mest relevante.

Peugeot 308 PLUG-IN HYBRID 180 SW
  • Pris: 375.000 kr.
  • CO2 per km: 25 g
  • Systemydelse: 180 hk
  • Nm: 260
  • Batteri: 12,4 kWh, netto
  • Rækkevidde på strøm: 68 km, WLTP
  • Rækkevidde, målt: 45 km
  • Hk: 180
  • Nm: 360
  • Topfart: 225 km/ t.
  • 0-100 km/ t.: 7,7 sek.
  • Mål: L: 464 cm, B: 185 cm, H: 144 cm
  • Maks. trækvægt: 1.500 kg
  • Plusser: design, kvalitet, komfort, cockpit
  • Minusser: Prisen er steget, plads på bagsædet, ladetider, drivlinje.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden