Er der hold i søvnmyterne?
Kan man sove på forskud? Sover man bedre på alkohol? Og sover ældre mindre? Se her, om søvnmyterne holder vand.
Der findes mange myter om søvn og ligesom så mange andre myter, er der et gran af sandhed i de fleste. Tjek har set på de 10 mest almindelige søvnmyter sammen med Søren Berg, der er søvnmedicinsk specialist. Det er skidt at falde i søvn foran en computer eller et fjernsyn - Sandt, fordi lyset nedsætter produktionen af søvnhormoner og de levende billeder aktiverer hjernen. Søren Berg fortæller dog, at det virker for nogle mennesker, hvilket går imod al teorien. Voksne har brug for otte timers søvn - Ikke helt sandt, da man ikke kan generalisere søvnbehov. Nogle mennesker kan klare sig med markant mindre søvn, mens andre skal have mere end otte timer Ældre har brug for mindre søvn - Delvist sandt, da ældre ikke har behov for ligeså meget sammenhængende søvn som yngre mennesker. Dog tager de sig tit en middagslur. Hvorfor, det er sådan, ved eksperterne ikke. Man kan sove på forskud, hvis man skal være sent oppe - Sandt. En times middagslur forskubber døgnrytmen og kan være brugbart, hvis man skal feste eller arbejde om aftenen. Man kan indhente søvnunderskud i weekenden - Delvist sandt. Har man haft et par hårde dage, kan kroppen godt kompensere ved at sove længere i weekenden. Men hvis problemet står på over flere uger eller måneder, kan man ikke længere indhente det tabte og så går det ud over helbredet. Man må ikke sove for meget - Falsk. Kroppen regulerer selv søvnen og man vågner, når man er udhvilet. Man kan til gengæld sagtens komme til at lave en rytmeforskydning - eksempelvis i weekenden, hvis man sover længe og så ikke kan sove søndag aften. Men det skyldes altså ikke for meget søvn, men derimod søvn på uvante tidspunkter. Søren Berg tilføjer, at teenagere har en biologisk rytmeforskydning på halvanden time - dvs. at de optimalt set skal være længere oppe og sove længere end andre. En powernap hjælper på koncentration og humør - Sandt. Søren Berg anbefaler cirka 30 minutters hvil om eftermiddagen som det optimale. Dog skal det ikke være for sent på dagen, for så kan det gå ud over nattesøvnen. Kan man ikke sove, skal man stå op igen - Delvist sandt. For nogen er det bedre at stå op frem for at ligge og være irriteret, mens andre får mere ud af at blive liggende. Natarbejde og byture går ud over stofskiftet - Sandt. Søvnforstyrrelser roder med blodsukkeret og adrenalinen. Man sover bedre på en øl eller et glas vin - Falsk. Få genstande forbrændes for hurtigt til at have effekt på søvnen. Og meget alkohol er en gift, der giver dårlig og forstyrret søvn.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.