Er det den perfekte Porsche?
Biler plejede engang at have meget klart definerede roller - du ville have en sportsvogn at køre hurtigt i og en stationcar til familieturen (og ingen af dem ville være elektriske). Porsche Taycan Cross Turismo viser, hvor dramatisk bilbranchen har ændret sig
Opdateret kl. 11:10
PORSCHE: Ortodokse Porsche-entusiaster kan sikkert godt begræde, at Porsche ikke længere er en ren sportsvognsproducent, men også bygger højbenede firehjulstrækkere, familiecoupé med fire døre og senest elbiler. Og de kan lige så godt resignere, for sportsvognsproducenten kører videre i sjette gear og er allerede klar med seneste kreation: en Taycan med stor bagklap og masser af praktiske egenskaber. Selv vores normalt fartglade kronprins har fundet bilen, der på en gang opfylder kravet om fuldblods køreglæde og plads til familien.
Mens Porsche Danmarks mund er lukket med syv kongelige segl, skulle den være god nok.
Hans Kongelige Højhed har endda valgt en Cross Turismo Turbo - som overtegnede også har været bag rattet af.
Men nej. Det er ikke en stationcar. Hos Porsche eksisterer der ingen stationcars.
Porsche nægter at bruge udtrykket, og faktisk kan man ikke finde en Porsche, der nogensinde er blevet markedsført som en stationcar. Vi er ovre i mere sofistikerede begreber som Turismo, der signalerer, at den er en slags bil egnet til lange køreture, shooting brake eller fast back.
Men en stationcar, naja, natürlich nicht.
Jeg tør slet ikke spå om, hvad der ville komme af repressalier fra fabrikken i Stuttgart, hvis de fandt ud af, at jeg har brugt betegnelsen en Risskov-Mondeo om de hundredvis af Taycan-modeller, som er solgt herhjemme de sidste tre år, og som har gjort elbilen til den mest populære Porsche.
To forskellige udgaver
Nu har man til gengæld muligheden for at skille sig ud fra mængden, fordi der både er en Cross Turismo og den seneste Sport Turismo, der har samme karrosseri, men er renset for skovmandsskjortelooket med skærmkanter og øget frihøjde.
Man får altså en stil, som udsender et signal om, at man ikke står og hænger på gadehjørnerne i sin fritid, men foretager sig noget spændende, måske endda grænseoverskridende, ude i det fri.
På sin vis en Taycan, der har lavet strækøvelser med den gamle jægersoldat B. S. Christiansen. Og så kan man glæde sig over, at Taycans velskabte og langstrakte frontparti nu følges op af den elegant faldende taglinje med en bagende, der minder om legendariske 911 med de muskuløse bagben, der strutter opad.
Altså en coupé-lignende, firedørs luksusbil, som kan være aktuel for den modne Porsche-entusiast, som nu er vokset op, blevet gift og har fået børn - og hvis lønsedler har udviklet sig heldigt.
Stor bagklap samt foldbart splitbagsæde gør nyheden til noget så sjældent som en superbil med praktisk sans. Dog er det meget godt, at kronprinsen næppe længere har behov for at transportere klapvogn, weekendseng og Pampers-bleer, for det kan bagagerummet altså ikke klare.
De sydtyske fartpushere har selvfølgelig sørget for behørige kræfter. Ikke mindst, fordi vi tester næsten-topmodellen kaldet Turbo og med et forspand af 460 kW, der svarer til 625 hk. Og som endda kan boostes til 680 af slagsen i en meget kort periode. Den elektriske Porsche har mere ydeevne, end du nogensinde har brug for, og evnen til at underholde på en snoet vej.
Voldsom acceleration
Jeg finder en øde strækning for at teste bilens accelerationsevner og må nærmest efterlade både kæbe og mund i skødet. Den er imponerende hurtig, og samtidig kører den, i modsætning til de fleste andre elbiler, virkelig godt. Her går det ikke bare stærkt, sjælen er med i modsætning til i Tesla, der bare er hurtig uden at belønne chaufføren med yderligere indtryk. Som i de øvrige Taycan-modeller understreges fornemmelsen af, at man sidder lavt, så fartoplevelsen forstærkes, og køreoplevelsen er ekstremt intens. Porsche lover, at turen fra 0-100 km/ t. kan gøres på 3,3 sek.
Her kan kronprinsens livvagter langtfra følge med. Tallet er under forudsætning af, at man bruger launch control til at komme optimalt ud af starthullerne.
For at aktivere den skal du vælge Sport Plustilstand og samtidig mase gaspedalen og bremsepedalen i bund. Når du er klar, skal du slippe bremserne, og så bliver man ellers slynget af sted i en næsten overnaturlig acceleration. Og så sker der en endnu mere svimlende ting: Taycan fortsætter bare med at trække.
Her er prisen så også betragtelige 1.654.900 kr., men løjerne begynder nede ved 914.900 kr., hvor man immervæk får 380 hk og nogle fartevner, der burde være alt rigeligt.
Men hov, startprisen på en Taycan Sport Turismo er 799.900 kr.? Forklaringen er den simple, at Cross Tourismo kun fås med firehjulstræk og det store performancebatteri med en nettokapacitet på 83,7 kWh.
Og hvad så, er den praktisk? Ja. Det højere karrosseri giver regulær taglinje og dermed mere plads i kabinen. Omme på bagsædet kan der sagtens sidde et par voksne på 180 cm. Det betyder, at hovedhøjden i Cross Turismo er øget, mens bagagerummet også er større. Nok så vigtig er den store bagklap.
De, som vil mere, kan tilkøbe en offroad-pakke, som øger frihøjden med op til 30 mm. Det betyder, at Cross Turismo også kan klare krævende strækninger uden for fast vej, lover Porsche. Og så er der lige cykelholderen, som er udviklet specielt til modellen, og hvor der er plads til op mod tre cykler.
Mange af Taycan-ejerne vil formentlig også værdsætte, at bagklappen kan åbnes, når cykelholderen er læsset.
Interiøret er identisk med den kendte Taycan og altså opbygget med store skærme stort set uden klassiske trykknapper. Det lyder besværligt, men det er det ikke. Det er også muligt at bestille en ekstra skærm, der så bliver placeret foran forsædepassageren.
Jeg sidder perfekt, og det skulle da også bare lige mangle med adaptive sportssæder, der har 18-vejs elektrisk justering. Sæderne er sportslige, men ikke ukomfortable. Rattet er fra 911. Kan det blive mere perfekt Styringen minder også meget om det, vi kender fra 911, og i svingene ligger Cross Turismo fladt og er meget let at køre. Selvfølgelig mærker vi, at den er hævet med et par cm, så der er lidt mere krængning, men da den samtidig er mere komfortabel, er det kun et plus for overtegnede.
Den officielle rækkevidde er 452 km, og vi nåede omkring 330 km, mens rækkevidden på motorvej ved 110 km/ t. er cirka 300 km her om vinteren.
Nye tider, nye skikke - også i bilernes verden. I stedet for at søge hen mod nærmeste racerbane, føle den på tænderne, hører motorens brøl og fornemme suset sætter jeg kursen mod Ionitys lynladere i Skanderborg for at tjekke, hvordan den lader.
Forinden har jeg valgt destinationen i navigationen, så batteriet efter omtrent 45 min. har nået den optimale arbejdstemperatur.
241, 249, 255, 261, 265, 269, og til sidst når vi den maksimale effekt på 270 kW, men bliver trods alt ikke overrasket, hvis topeffekten, ja, topper ved 220 kW, når det er vinter.
Konklusion
De nyeste Porsche-Taycan-modeller er muligvis de bedste udgaver af sig selv. De kører en snert mere komfortabelt, er lige så rappe og ser endda nærmest bedre ud. Og så er der praktikken lige en bil til kronprinsen med det aktive liv.
- Pris: 1.654.900 kr.
- Fra: 914.900 kr.
- To elmotorer Effekt: 625 hk, 680 hk (kortvarigt boost) Batterikapacitet: 93,4 kWh, 83,7 kWh netto, brugbar Rækkevidde: Op til 452 km, WLTP Rækkevidde, målt: 330 km, 300 km ved 110 km/ t.
- Opladning: 270 kW (DC) peakeffekt Opladning: 11 kW, 22 kW som ekstraudstyr (AC) Topfart: 250 km/ t.
- 0-100 km/ t.: 3,3 sek.med launch control Mål: L: 4,97, B: 1,97/ H: 1,41 m Trækvægt: 0 kg Plusser: Design, stor bagklap, komfort, motorkraft, ladetid, kvalitet, køreegenskaber Minusser: Pris, rækkevidde, strømforbrug, ingen trækkrog.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.