Hjørring

Er du mon med i Claus’ bog?

Claus Kræmmer skriver bog om sin problematiske opvækst i Hjørring

Claus Kræmmer - skriver hudløst ærligt om sin opvækst i Hjørring i romanform, hvor de medvirkende personers navne er ændret.Privatfoto.
Claus Kræmmer - skriver hudløst ærligt om sin opvækst i Hjørring i romanform, hvor de medvirkende personers navne er ændret.Privatfoto.

HJØRRING: 18. april udkom Claus Kræmmers bog ”Sejt!” på StemingsHotellets Forlag, og selv om de medvirkende personers navne er fiktive, så er den ifølge forfatteren hudløs ærlig.

Så mon ikke de ”medvirkende” kan være lidt spændte - ikke mindst i lyset af, at bogen handler om Claus Kræmmers opvækst i Hjørring, der ikke ligefrem var en dans på roser.

Claus Kræmmers bog udkom på hans fødselsdag. I mandags blev han 48 år, og det var i øvrigt også på datoen 18. april, han i sin tid blev konfirmeret.

- Det var den værste dag i mit liv. 14 dage før, jeg skulle konfirmeres, fortalte mine forældre, at de skulle skilles. Min verden væltede, og mange meldte afbud til konfirmationen - jeg tror, vi endte med at være otte, fortæller Claus Kræmmer.

Han kom ind på en kriminel løbebane med både tyverier og indbrud - og blev smidt ud af Lundergårdskolen, hvorefter han fortsatte på Vestre Skole

Privat boede han på Tønsbergvej i Hjørring, men efter forældrenes skilsmisse flyttede han til Sjælland med sin mor. Dog besøgte han ofte Hjørring i de weekender, hvor han boede hos sin far.

- Senere i forløbet røg jeg også hash. Hele tiden vidste jeg, at det jeg gjorde var forkert, men jeg gjorde det alligevel, som en slags ungdomsoprør. Jeg tror nok, at jeg håbede, at mine forældre ville prøve at redde mig fra alle mine problemer ved at flytte sammen igen, fortæller Claus Kræmmer.

Ifølge eget udsagn opførte han sig ok på Sjælland, mens han flippede ud, når han var i Hjørring.

Som 18-årig kom han til at stå ved en skillevej. Det var en alder, hvor han begyndte at reflektere mere over, hvad han egentlig lavede. Han havnede i søværnet, hvor han erkender, at det var dejligt, at der for en gangs skyld var faste rammer, og nogen der fortalte ham, hvad han skulle gøre. Det havde han ellers ikke været vant til hidtil i opvæksten.

Claus Kræmmer skriver en del private oplysninger om folk, der ikke har bedt om at være med i bogen.

- Måske er der nogle, der bliver sure eller kede af det. Men det er min historie, og den ville klinge hult, hvis jeg udelukkede noget vigtigt af hensyn til andre.

- Min mor har læst bogen og fortalt, at hun er rystet over at finde ud af, hvad jeg rent faktisk lavede som ung ...

Claus Kræmmer bor i dag med sin kone og sin datter i Hvidovre og arbejder på et kommunalt behandlingshjem.

Han gik egentlig i gang med at skrive om sin opvækst for at få ”tømt ud i klædeskabet”, som han siger.

- Jeg har både grint, grædt og været sur undervejs - men jeg tror, at det har sparet mig for mange psykologtimer at skrive det ned, siger han.

På et tidspunkt i processen kom han i tanke om, at det da kunne være, at unge mennesker kunne få noget ud af at læse om hans erfaringer - og nu ligger resultatet der så i form af en bog.

Bogens 1. oplag er blot på et par hundrede eksemplarer, men er interessen stor, så vil der hurtigt kunne trykkes ekstra. Den er at finde på saxo.com, men ifølge Claus Kræmmer er der også lavet en aftale, så bogen kan køres hos Arnold Busck i Metropol.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden