Er Lendum Udkants Danmark i Hjørring Kommune?
DEBAT
Tirsdag 20. marts blev vi endnu engang bekræftet i at Lendum virkelig er Udkants Danmark i Hjørring Kommune. Tirsdag aften havde Lendum Menighedråd i fællesskab med Lendum Kultur og Borgerforening arrangeret og i god tid annonceret Koncert med Nordjysk Pigekor. Ca. to uger før ringer man fra Hjørring Kommune, Teknik og Miljø til Doris i Lendum Forsamlingshus for at spørge om de kan holde et stormøde i forsamlingshuset angående nye kloakker i Lendum. Det kunne ikke lade sig gøre, og som den gode ambassadør for Lendum som Doris er, siger hun at tirsdag er en rigtig dårlig dag, da der denne dag i forvejen er krondiamantbryllup i Forsamlingshuset, koncert i Kirken og generalforsamling i Lokalhistorisk Forening. Men at mandag aften er den eneste aften der ikke er foreningsarrangementer i byen. Kloakprojektet er selvfølgelig et anliggende som de fleste Lendumborgere er meget interesseret i at høre om, da det berører alle vejmæssigt og økonomisk. Alligevel arrangerer man så bare mødet på Lendum Skole tirsdag aften. Rigtig ærgerligt at kun 36 gæster mødte op til en meget flot koncert med Nordjysk pigekor. Stor tak til koret for den fine koncert som vi fremmødte nød i fulde drag. Foruden den flotte korsang fik vi også kaffe og småkager efter koncerten. Mon ikke også korpigerne følte de var kommet til Udkants Danmark med dette fremmøde. Til orienteringsmødet på skolen var der ca. 100 fremmødte og ca. 15 til arkivets generalforsamling. Så kom ikke og sig at Lendum er en soveby. At Lendum virkelig er langt væk fra Hjørring, kan man også fornemme når kloakmødet er annonceret i VendelboPosten i stedet for Sindal Avis. Ja der er virkelig noget der hedder Sindal Avis, som alle beboere i lokalområdet læser, det kan næppe siges om VendelboPosten. Men måske kommer Lendum på landkortet, når man skal grave i byen de næste tre år.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.