Erfaren elektriker ansat

Firmaet Kjærgaard Nord er i fortsat udvikling

Så er de to fra Klokkerholm på ny samlet i samme firma. Ole Vestergaard (t.v.) og Søren Haase ved firmaet Kjærgaard Nord på Nørregade i Dronninglund. Foto: Ole Torp <i>Ole Torp</i>

Så er de to fra Klokkerholm på ny samlet i samme firma. Ole Vestergaard (t.v.) og Søren Haase ved firmaet Kjærgaard Nord på Nørregade i Dronninglund. Foto: Ole Torp Ole Torp

DRONNINGLUND:Firmaet Kjærgaard Nord A/S på Nørregade i Dronninglund er en virksomhed i stadig udvikling og beskæftiger sig med et bredt område indenfor el-installation, automation, styring m.m. Firmaet beskæftiger i dag 10-12 medarbejdere, og netop i disse dage ansættes en ny medarbejder.

Det er Ole Vestergaard, som er en erfaren elektriker. Han har arbejdet knap 30 år i branchen for størstepartens vedkommende i Klokkerholm- og Hjallerupområdet og for såvel erhverv som private. Han kommer fra el-firmaet Poul Hansens Eftf. i Klokkerholm. Han har KMO autorisation i luft til luft varmepumper.

- Jeg glæder mig til at starte hos Kjærgaard i Dronninglund. Direktør Søren Haase og jeg har arbejdet sammen i flere projekter. Jeg har lavet mange forskellige installationer inden for elbranchen bl.a. kan nævnes industri, landbrug og private. Mit kendskab til lokalområdet er efterhånden stort, og jeg håber, at mine trofaste kunder igennem mange år stadig vil henvende sig til mig, når jeg starter i Dronninglund hos Kjærgaard Nord A/S, siger Ole Vestergaard.

Søren Haase, som er direktør i Kjærgaard Nord A/S, siger om ansættelsen af Ole Vestergaard: - Vi glæder os til at få en dygtig medarbejder med stor erfaring inden for elbranchen som medarbejder i firmaet. Vi kan allerede mærke, at krisen er på retur, og mange har nu mod på at bygge nyt eller renovere. Det gælder både som privat og i industrien. Partnerskabet med Kjærgaard, som vi indgik for godt et år siden, har betydet, at vi bedre kan imødekomme kundernes efterspørgsel efter komplette løsninger, som ud over el også omfatter PLC og styring. Vi er totalleverandør inden for både automation og el-installation. Ja, selv robotanlæg er vi leveringsdygtige i.

Der er det pudsige ved ansættelsen af Ole Vestergaard, at både han og Søren Haase stammer fra Klokkerholm, har kendt hinanden som unge i byen og startede omtrent samtidigt som lærlinge hos el-installatør Poul Hansen, hvor de har arbejdet tæt sammen i løbet af deres læretid.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.