Erfaren skibsbygger hentes til Gøl
Arbejdet med restaureringen af den 106 år gamle Gjølbåd ”Gøl” begynder for alvor mandag 19. januar, hvor skibsbygger Peder Hoven starter
GJØL: Skibsbygger Peder Hoven tiltræder på jobbet i det nyindrettede bådeværft på Breddamgaard i Torpet på Gjøl mandag. Peder Hoven er den første lønnede medarbejder på skibsprojektet.
- Det er anden fase af restaureringsforløbet, vi nu endelig kan sætte i gang. Den lange første fase har bestået alt det forberedende, lige fra båden overhovedet blev vores og kom hertil, og så til de seneste måneders arbejde med at indrette den store ladebygning og maskinhal til brugbar værkstedsbygning, siger formanden for bådelauget, Gøl Bådens Træskibslaug af 26. april 2012, lods og skibsfører Jesper Schlotfeldt.
Han ejer selv Breddamgaard, og en vigtig del af det forberedende arbejde i foreningen bag båden har været at skabe den konstruktion, der gør det muligt at indrette og drive værkstedet.
- Ingen skal jo tjene på det her, men ingen skal tabe på det heller. Det er endelig kommet på plads nu – og det indebærer bl.a., at Breddamgaard også kan fortsætte som en slags åbent værksted i lokalsamfundet, når vi om et års tid eller to er færdige med skibsrestaureringen, siger Jesper Schlotfeldt.
Værkstedet er indrettet sådan, at der er plads til skibet inde i bygningen – samt til maskiner, arbejdsborde, værktøjsskabe, tømmer og hvad der ellers er behov for at have sikret og under tag. Der indrettes desuden en regulær smedje og et egentligt motorværksted i rummet, der også skal have de nødvendige sikkerhedsinstallationer.
- Der skal ikke være noget at komme efter, siger Jesper Schlotfeldt, der også har indrettet et kaffekøkken, samlingsstue, bad og toilet, som rum, der kan bruges til beboelse i længere tid til de perioder, hvor det vil være praktisk for skibsbyggeren at slå sig ned ved skibet.
- Der er utrolig meget papirarbejde omkring sådan et projekt, erkender formanden, der skal kunne redegøre for hver detalje i værktøjssamlingen, materialelaget, strømforbruget og finansieringen af det hele.
Arbejdet udføres af en stor gruppe frivillige, alle medlemmer af træskibslauget.
- Vi tæller heldigvis en masse dygtige fagfolk – smede, tømrere, snedkere, elektrikere, en bådebygger er der sågar også på holdet, og så er der heldigvis også regnskabskyndige med – samt folk, der er vant til at begå sig i de offentlige systemer, siger Jesper Schlotfeldt.
Det betyder langtfra at Gøl-lauget er fuldt bemandet til opgaven.
- Vi har stadig brug for flere hænder, og det ville slet ikke gøre noget, hvis der skulle være en skibstømrer eller flere imellem. Man behøver ikke bo på Gjøl for at være med, vi har også folk, der kommer fra andre steder, siger formanden.
Selv er han helst handlingens mand, men han har for længst erkendt, at der skal tilbringes rigtig mange timer ved computeren også. Det er ikke træ, tjære og værktøj det hele.
Foreningen har også besluttet at skrive kontrakt med en professionel fundraiser, som skal arbejde med at skaffe sponsorer til skibsrestaureringen. Foreningens egne medlemmer tager sig af at skaffe lokale sponsorer og offentlige midler, mens den professionelle fundraiser skal tage sig af ansøgningsarbejdet hos de store fonde og foretagender uden for lokalområdet.
- Det er vigtigt at holde pengestrømmen flydende, så arbejdet kan forløbe i det rette tempo. De midler, Jammerbugt Kommune har bevilget, frigives i etaper, når byggearbejdet er i gang. Det sker efter et fastlagt mønster, som skal følges til punkt og prikke. Det samme gælder Skibsbyggefonden, som også først betaler, når det kan dokumenteres, at der kommer frisk træ i skibet, siger Jesper Schlotfeldt.AA
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.