Brochuren siger 500 km på en opladning - virkeligheden er en helt anden
Ny storsatsende elbil skuffer slemt på rækkevidden, mener FDM, der råder købere til at tænke sig om
Opdateret kl. 18:59
BILER: Først måtte verdens største bilproducent tilbagekalde sin første rene elbil på grund af risiko for, at hjulene løsnede sig.
Nu er bilen, som over 1000 danskere allerede har forudbestilt, igen i fokus. Og igen ikke for noget godt. Det skriver FDM.
For selvom brochuren siger, at Toyotas nye elbil BZ4X, der skal tage kampen op med bl.a. Tesla Model Y og Volkswagen ID.4, kan køre over 500 kilometer på en opladning, er virkeligheden en helt anden.
Det viser en test, som FDM har foretaget.
Den viser, at elbilen kun kan køre 246 kilometer ved 4 grader. Altså under det halve af det lovede.
- Det er normalt, at FDM's målinger af elbilers rækkevidde på motorvej ligger en del under de officielle rækkevidde-tal, men det her resultat er temmelig skuffende. Det er væsentligt dårligere end sammenlignelige biler, siger bilteknisk redaktør Søren W. Rasmussen.
Bilkøbere skal tænke sig om
En tilsvarende test af BZ4X med firehjulstræk viste samme tendens. Det formåede bilen at køre 215 kilometer ved samme temperatur. Det officielle tal er 461 kilometer.
Generelt kører elbiler kortere i praksis end i laboratorietesten (WLTP), da den foregår omkring stuetemperatur, uden klimaanlæg og med en anden hastighedsprofil end f.eks. FDM's motorvejsmåling.
Alligevel er det ifølge Søren W. Rasmussen skuffende, at den reelle rækkevidde ligger så langt fra de officielle tal.
- Når rækkevidden i praksis ikke er længere, end det vi her har målt, skal man som bilkøber virkelig tænke sig godt om, før man køber en ny BZ4X, siger han.
Undersøger sagen
FDM har forelagt problemet for den danske Toyota-importør. Her lyder meldingen, at Toyota nu vil kigge ind i, hvorfor FDM's tal ikke stemmer overens med bilproducentens egne.
Tilbage i juni måtte Toyota tilbagekalde 2.700 eksemplarer af BZ4X-modellen, mindre end to måneder efter, at den blev lanceret. Det skete på grund af risiko for, at hjulene løsner sig.
Japanske myndigheder meddelte, at skarpe sving og pludselige opbremsninger kunne få en hjulbolt til at løsne sig, hvilket i værste fald kunne få et hjul til at falde af.
Først i oktober blev produktionen genoptaget, da problemet var løst.
Subaru Solterra, der er udviklet i fællesskab med Toyota BZ4X, har ligeledes været ramt af tilbagekaldelse.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.