15 år efter kommunen: Nu går erhvervsråd sammen
15 år efter at fire kommuner blev til Vesthimmerland, er det erhvervsrådenes tur

- Det vil styrke vores netværk. Der er ingen grund til, at en virksomhed i Farsø skal bøvle med et problem, hvis et firma i Løgstør har fundet løsningen, siger Albert Veggerby. Foto: Henrik Bo
VESTHIMMERLAND:Det har været i støbeskeen længe. Og nu er der varmet så godt under Vesthimmerlands erhvervsråd, at de er klar til at lade sig støbe sammen til ét.
Formentlig sker det meste af sammensmeltningen her til efteråret, hvor der er ekstraordinære generalforsamlinger i erhvervsrådene for Farsø, Aars og Løgstør. Siger medlemmerne ja til forslaget fra bestyrelserne, vil Vesthimmerland fra årsskiftet have ét stort erhvervsråd.
Aalestrup er her lidt uden for nummer, da erhvervsrådet her for nogle år siden fusionerede med den lokale handelsstandsforening. Men også her bakker man op om tanken.
Meget positive
- Vi er meget positive omkring det her. Vi venter at få en rigtigt stærk, fælles organisation under navnet "Erhverv Væksthimmerland", fortæller Albert Veggerby, som både er formand for det nuværende Erhverv Væksthimmerland, der er et erhvervskontor, samt Løgstør Egnens Erhvervsråd.
- Det vil styrke vores netværk. Der er ingen grund til, at en virksomhed i Farsø skal bøvle med et problem, hvis et firma i Løgstør har fundet løsningen, nævner han.
Albert Veggerby venter, at man vil kunne give en bedre service overfor de enkelte virksomheder, der er medlemmer i de nye rammer.
- Kommunerne omkring os har gjort det for længst. De fire nuværende erhvervsråd eksisterer jo kun i de forhenværende kommuners rammer, pointerer han.
Det var helt tilbage i 2007, at den nye kommunalreform trådte i kraft, og Aalestrup Farsø, Løgstør og Aars kommuner blev til Vesthimmerland Kommune.
Ekstra penge
Lars Thomsen, formand for Aars Erhvervsråd, er enig med Albert Veggerby:
- Vi vil også kunne få flere penge ind: Kommunen vil give 400.000 kroner ekstra om året, og vi venter også at kunne samle et tilsvarende beløb blandt medlemmerne. Det handler også om, at vi sammen står stærkere som erhvervsråd, fortæller han.
I Aars er der ekstraordinær generalforsamling i det lokale erhvervsråd mandag 24. oktober. Her vil Lars Thomsen klart anbefale et ja til sine medlemmer. Det samme vil Albert Veggerby, når Løgstør Egnens Erhvervsråd har ekstraordinær generalforsamling et par uger senere.
Særlig situation
I Aalestrup synes formanden for Aalestrup Handel & Erhverv også, at fusionen er en god idé. Det har medlemmerne af en arbejdsgruppe fra egnen, der har set på den nye struktur, også syntes. Her har man bare et problem:
- For nogle år siden fusionerede handelsstanden med det lokale erhvervsråd. Så vi kan ikke på samme måde nedlægge os selv og blive del af den nye organisation. Men vi synes bestemt, den er en god idé, siger formand, Karl William Carlsen.
Præcis hvad løsningen bliver på lang sigt, er ikke afklaret endnu. Men på kort sigt anbefaler han, at lokale virksomheder bliver medlemmer begge steder.
Julelys i klemme
- Der er nogle praktiske ting, vi er afhængige af. For eksempel at medlemmerne betaler til byens julebelysning, der koster 60.000 kroner. Heldigvis oplever vi, at de andre erhvervsråd har forståelse for, at vi er i en speciel situation, siger Karl William Carlsen.
Han venter umiddelbart, at Aalestrup Handel & Erhverv har sin vante generalforsamling i marts.
Det lykkedes ikke at få kontakt med formanden for Farsø Erhvervsråd, Anette Overgaard.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.