bestyrelse

3F-formand får opbakning op til krisemøde

I 3F Storkøbenhavn støtter man 3F-formand Per Christensen, der tirsdag skal redegøre for sit dobbeltliv.

Tirsdag formiddag er flere medlemmer af 3F's hovedbestyrelse mødt op på fagforeningens hovedkontor i København.

Årsagen er, at der er indkaldt til ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde, efter at B.T. har kunnet fortælle om 3F-formand Per Christensens dobbeltliv.

På vej ind til mødet fortæller Jesper Holm, formand for 3F Storkøbenhavn, at der fortsat er fuld støtte til Per Christensen som fagforbundsformand.

- Jeg synes bestemt, at han er en værdig formand, og at han er en fantastisk dygtig formand, siger Jesper Holm.

B.T. kunne op til weekenden afsløre, at Per Christensen over en årrække har haft sideløbende forhold til i alt fire forskellige kvinder.

Derudover skal han have skaffet sig adgang til en lejlighed, som ejes af en fond, hvor fire ud af fem medlemmer af bestyrelsen er fremtrædende ansatte i 3F.

Efter afsløringerne har 3F's hovedbestyrelse bedt om et møde med formanden for at få hans egen forklaring i sagen. Det er det møde, der finder sted tirsdag.

Jesper Holm fra 3F Storkøbenhavn siger på vej ind til mødet, at det ikke er op til medierne at bestemme, hvem der skal være 3F's forbundsformand. Det gør hovedbestyrelsen selv, understreger han.

- Mit umiddelbare indtryk er, at der er fin opbakning hele vejen rundt, svarer Jesper Holm til spørgsmålet om, hvordan han fornemmer opbakningen rundt om i kredsene.

Spørgsmål: Så du tror, at han overlever det her møde i dag?

- Ja, hvis han vælger selv at overleve. Det bestemmer Per fuldstændig selv.

- Fra vores side af er der i hvert fald fuldkommen opbakning. Om han kan blive ved med at holde til det her, det ved jeg ikke noget om.

Spørgsmål: Hvordan har du det med, at han har bedraget de her kvinder?

- Det har jeg det sådan set ret dårligt med. Men det opfatter jeg som privatlivets fred. Det er ikke noget, jeg blander mig i, siger Jesper Holm.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden