3F varsler konflikt mod kendt hotel

Fagforeningen 3F mener ikke, at Ruths Hotel har ordentlige ansættelsesforhold for flere medarbejdere

 <i>Arkivfoto: Peter Broen</i>

Arkivfoto: Peter Broen

SKAGEN: Fagforeningen 3F varsler konflikt mod Ruths Hotel i Skagen efter flere forhandlingsmøder, hvor parterne ikke er blevet enige. 

Det oplyser formand for 3F Frederikshavn Finn Jenne. 

- Vi har haft en god dialog med Ruths Hotel, men hver gang vi er kommet til tidspunktet, hvor vi har skulle skrive under på en overenskomst, har de altid udskudt det, siger formanden. 

Ifølge ham har 3F og Ruths Hotel været i dialog i snart 10 år, da fagforeningen har haft et ønske om at få en overenskomst for medarbejderne på Ruths Hotel. 

Senest har fagforeningen og hotellet været i dialog det seneste halve år om en overenskomst. Parterne mødtes sidst i slutningen af maj, hvor Finn Jenne fra 3F Frederikshavn var af den opfattelse, at parterne var enige. 

Men Ruths Hotel ville ikke skrive under med det samme. 

- Vi har forsøgt at rykke efter en underskrift, men der var en masse ting, de skulle have styr på til sommersæsonen, så de ville hellere vente til efter sommer, siger 3F-formanden. 

Han fortæller, at fagforeningen i alt har fået 16 klager om arbejdsforholdene fra medlemmer, der arbejder eller har arbejdet på Ruths Hotel.

Klagerne er typisk fra opvaskere, housekeepere, stuepigen og servicemedarbejderen. 

Klagerne går ifølge formanden på, at medlemmerne ikke får betaling for overtid, varierende pensionsindbetaling, løn under barsel eller løn under sygdom.

Finn Jenne fortæller, at Ruths Hotel tidligere har rettet ansættelsesforholdet for to medarbejdere, der har klaget gennem 3F.

Ingen klager 

Hos Ruths Hotel har man ikke modtaget klager fra medarbejdere, der ikke føler sig ordentlig behandlet. 

Det fortæller direktør for Ruths Hotel, Tom Boye. 

- Desværre ikke. En kompetent ledelse vil jo tage hånd om de problemer, men vi har ikke været bekendt med det, siger direktøren. 

Han oplyser, at Ruths Hotel har en målsætning om at indgå en aftale med 3F. Hotellet vil dog gerne udskyde forhandlingerne til efter sommersæsonen. 

3F mener, at parterne er enige om aftalen, og derfor har de tilbudt, at Ruths Hotel kan indgå i aftalen fra 1. januar 2023, så hotellet kan få det praktiske til at gå op.

Men Tom Boye fra Ruths Hotel mener ikke, at forhandlingerne er afsluttet. 

- Der er mange detaljer, som vi stadig ikke er enige om. Når forhandlingerne ikke er afsluttet, så kan vi ikke tiltræde nogle aftale, siger han. 

Ifølge Tom Boye giver de opsatte rammer i overenskomsten blandt andet udfordringer for Ruths Hotel i at tiltrække arbejdskraft, da de ligger i et yderområde. 

Samtidig har Ruths Hotel en del sæsonansatte. I juli er der ekstraordinært arbejdspres på hotellet, hvilket de nuværende rammer for overenskomsten ikke tager hensyn til. 

Herudover mener Tom Boye, at 3F og hotellet er langt fra hinanden i forhold til fleksibiliteten i arbejdstiden. Ifølge direktøren er det nødvendigt at tilpasse vagtplaner, indkalde medarbejdere og varsler overarbejde - særligt i højsæsonen. 

Ifølge Tom Boye vil det være en tidskrævende administrativ opgave at administrere individuelle tillæg. Derfor har man valgt at anvende et gennemsnitligt tillæg for hver medarbejdergruppe. 

Den sidste ting, parterne er uenige om, er, at rammerne for overenskomsten ikke er tilpasset driften af en gourmetrestaurant. 

Ferie i januar

Ifølge 3F har Ruths Hotel tidligere tvunget flere medarbejdere til at holde deres optjente ferie i januar. 

Det vil direktør for Ruths Hotel blankt afvise. 

- De usaglige, udokumenterede påstande kan jeg ikke forholde mig til, siger direktøren. 

Han fortæller, at hotellet holder lukket to uger i januar, hvor hotellet rettidigt har varslet ferie i perioden. 

På Ruths Hotel kan medarbejderne ikke holde deres hovedferie i sommersæsonen. 

- Det er det tidspunkt, vi peaker. Når en medarbejder tiltræder, forsøger vi derfor at finde en ordning, så de kan få afholdt ferie uden for sommersæsonen, siger Tom Boye.

Han håber på, at parterne kan sætte sig ved forhandlingsborget igen efter sommer. 

Indleder 3F konflikt mod Ruths Hotel kan det i yderste konsekvens betyde, at de nedlægger arbejdet for deres medlemmer på hotellet. 

Ved seneste optælling havde 3F 22 medlemmer, der arbejder på Ruths Hotel. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden