431.000 nye job i USA er lidt mindre end forventet
Økonomer havde gættet på 490.000 nye job i USA i marts. Men fokus er på lønninger i en tid med høj inflation.

Den kraftige jobvækst i USA og en stærkt stigende inflation spiller bolden tilbage til den amerikanske forbundsbank, der snarest skal tage stilling til en ny rentestigning. Joshua Roberts/Reuters
I USA blev der i marts skabt 431.000 arbejdspladser uden for landbruget. Det oplyser arbejdsministeriet i Washington. Det er noget mindre end forventet.
Økonomer havde over for avisen Wall Street Journal på forhånd gættet på, at der var skabt 490.000 arbejdspladser i sidste måned.
Men 431.000 nye job er stadig en markant fremgang.
Flere økonomer havde påpeget, at selve antallet af job i marts ikke var det vigtigste. Det var, hvor store lønstigninger, der har været efter nogle måneder, hvor inflationen er steget støt.
Det øger samtidig presset på at sætte renten yderligere op.
- Det sætter en tyk streg under, at den amerikanske forbundsbank (Fed) vil fortsætte med at stramme pengepolitikken i den kommende tid, vurderer seniorøkonom i Sydbank Kim Blindbæk.
Der tales allerede blandt økonomiske eksperter om en snarlig rentestigning på en halv procent. Over det seneste år er inflationen vokset til 7,9 procent. Et niveau som er helt ukendt for yngre generationer i USA og Europa.
Allan Sørensen, der er cheføkonom i Dansk Industri, mener, at der stadig er tale om en pæn fremgang i antallet af arbejdspladser, selv om USA ikke holder takten fra de foregående måneder.
- Flere indikationer viser, at der er et stort pres på det amerikanske arbejdsmarked. Ledigheden er lav, lønningerne stiger med næsten seks procent, og antallet af jobåbninger ligger på et rekordhøjt niveau, siger han.
- Udviklingen i USA blegner dog lidt når den sammenlignes med Danmark, hvor vi for længst er kommet tilbage på samme niveau som før corona, konstaterer Allan Sørensen.
USA har stadig et minus på to millioner arbejdspladser i forhold til tiden før coronapandemien.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.