Aalborg-spil på verdens største spilplatform: - Det føles tomt, men vi har fan'me gjort det

Den lille aalborgensiske spiludvikler, Tunnel Vision Games, er klar med deres allerførste spil, Lightmatter

Philip H. Nymann, er direktør i Tunnel Vision Games. Firmaet holder til i et iværksættermiljø ved siden af Spritten i Aalborg og har seks ansatte. Foto: Peter Mørk

Philip H. Nymann, er direktør i Tunnel Vision Games. Firmaet holder til i et iværksættermiljø ved siden af Spritten i Aalborg og har seks ansatte. Foto: Peter Mørk

AALBORG:Det har taget tre et halvt års hårdt arbejde at blive færdige med det, ifølge udvikleren, banebrydende spil, Lightmatter.

2
Screenshot fra Lightmatter. Foto: Tunnel Vision Games Screenshot fra Lightmatter. Foto: Tunnel Vision Games

Screenshot fra Lightmatter. Foto: Tunnel Vision Games

- Det føles lidt tomt, nu hvor vi er færdige. Det har taget alt vores tid i så lang en periode. Nu skal vi fylde vores liv ud med noget nyt, men det er en kæmpeforløsning, som vi er stolte over. Vi har fand'me gjort det, siger Philip H. Nymann, direktør, Tunnel Vision Games.

Tunnel Vision Games

Spillet Lightmatter var et studieprojekt, en flok studerende fra Aalborg Universitet lavede en 15 minutters spilbar demo (prototype) af for nogle år siden. Det blev så populært, at de besluttede at lave et kommercielt spil ud af det. De stiftede derfor Tunnel Vision Games i 2013. Det færdige spil kan spilles igennem på måske en aften.

Prototypen af Lightmatter blev nomineret til bedste Show Case ved Spilprisen i Danmark, bedste Student Game ved Unity Awards og vandt prisen for mest innovative spil ved Casual Connect.

Lightmatter udkommer 15. januar 2020 til PC. Det er firmaets første spil. Det har taget 3,5 år at lave. Muligvis udkommer det også på spilkonsoller.

Tunnel Vision Games har seks ansatte. Heraf er fire medejere.

Lightmatter et puzzle-spil, hvor mørket er farligt. Spilleren kæmper sig gennem i et tegneserieagtigt univers, der har et dystert, industrielt præg. Du skal hele tiden sørge for at lyse op, hvor man træder, ellers dør du. Det helt særlige ved Lightmatter er skyggerne.

4
Foto: Peter Mørk Foto: Peter Mørk Foto: Peter Mørk Foto: Peter Mørk

Foto: Peter Mørk

- Hvis man træder på skyggerne, så dør man, siger Philip H. Nymann.

Spillets hovedskurk gemmer sig også et sted i mørket. Om du nogensinde ser ham, må du selv finde ud af.

Lars Mikkelsen er med

Undervejs guides man af skuespiller Lars Mikkelsen, der lægger stemme til den danske version. David Bateson, lægger stemme til den engelske. Han blev også brugt i det danske spil Hitman.

Banerne i Lightmatter er alle opbygget i Lego-klodser først og derefter tegnet ind på computeren.

- Lego-klodser er fantastiske. Det er let at visualisere og nemt at ændre på designet igen bare ved at flytte lidt rundt på klodserne, siger Philip H. Nymann.

Spillet er støttet af fonde og programmer for spiludviklere og iværksættere og kommuner for et beløb på cirka to millioner kroner.

Tunnel Vision Games, sender deres første spil på gaden i januar, kaldet Lightmatter. Foto: Peter Mørk

Tunnel Vision Games, sender deres første spil på gaden i januar, kaldet Lightmatter. Foto: Peter Mørk

For knap to år siden investerede CapNova i Tunnel Vision Games. Det har betydet, at de ansatte nu får fast løn for deres arbejde.

Det seneste regnskab for Tunnel Vision Games viser et underskud på 300.000 kroner. Det skyldes, at firmaet endnu ikke har solgt nogen spil.

Kun til download

Lightmatter udkommer 15. januar til PC på spilplatformen Steam, som er verdens største distributionsplatform for PC-spil. Det er en spilbutik, hvor man kan købe og downloade spil fra.

Det koster 150 kroner (20 euro). Lightmatter vil ikke kunne købes i fysiske spilbutikker.

- Det kan ikke betale sig for os at producere det som fysiske spil. Det er alt for dyrt at have liggende på lager og vi aner ikke, hvor mange vi vil sælge, siger Philip H. Nymann.

Spillet vil muligvis senere udkomme til konsoller, afhængigt af, hvordan salget går. Direktøren venter at sælge 50.000 styk i løbet af det første år.

Benhård konkurrence

Lightmatter udgives i samarbejde med amerikanske Aspyr, der blandt andet står bag porteringer af Call of Duty, Civilization og SimCity.

Ifølge direktøren udkommer der 50 nye spil dagligt på Steam, så hvis man vil gøre sig synlig der gælder det om at få så meget omtale som muligt. Og det er Aspyr verdensmestre i.

- De skal have et cut af fortjenesten. Vi kunne udgive det selv, men så skulle vi selv sparke døre ind. Det er næsten umuligt i den her branche som helt ny. Konkurrencen er benhård, siger Philip H. Nymann.

Tunnel Vision Games er endnu ikke startet på sit næste spil, så hvad det bliver ved ingen endnu.

- Nu skal vi først have succes med vores første spil. så kan vi begynde at tænke på det bagefter, siger Philip H. Nymann.

Video: interview med Tunnel Vision

Let's Play interview fra Starcade 2018 med Benjamin N. Overgaard og Gustav Dahl fra Tunnel Vision Games omkring deres kommende spil, Lightmatter. Videoen varer 52 minutter og er på engelsk.


Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.