Erhverv

Aalborg Universitet dropper plæneklipperen og holder møder udendørs - og dét skal styrke bæredygtigheden

Afdelingen Campus Service på Aalborg Universitet arbejder med universitetets fysiske rammer. De ønsker, at rammerne skal støtte op om forskningen og uddannelserne, samt bidrage til den bæredygtige udvikling. Læs i denne artikel, hvordan de bruger en kombination af nudging, grønne driftstiltag og nye arbejdsformer til formålet.

Aalborg Universitet har bæredygtighed på dagsordenen og har i august introduceret et nyt tiltag i de fysiske rammer på campus.

I sidste uge besøgte Vigeur Campus Service; afdelingen som står for driften af Aalborg Universitets bygninger og udearealer. Her kunne Alex Røge Hermansen og Lill Christensen fortælle, at formålet med det nye tiltag er at støtte op om organisationens fokus på den grønne omstilling.

Alex Røge Hermansen er afdelingsleder for byggeri og drift, og Lill Christensen er koordinator for fysisk studiemiljø og bæredygtighed på Aalborg Universitet.

Aalborg Universitet og bæredygtighed

Aalborg Universitet har i flere år haft bæredygtighed på dagsordenen. Det har de også opnået international anerkendelse for. I Times Higher Education Impact ranking 2022 deltog Aalborg Universitet blandt 1,406 institutioner fra 106 forskellige lande og regioner.

Her nåede Aalborg Universitet en plads i top-20 indenfor FN’s verdensmål 13: Klimahandling. Universitetet har derudover for tredje år i streg fået en førsteplads indenfor verdensmål 4: Kvalitetsuddannelse.

Nyt mødelokale i form af Walk-and-Talk rute

I august satte Aalborg Universitet ind med et nyt udendørs tiltag: Walk-and-Talk ruten, som skal være et uformelt mødelokale.

Ruten tager cirka en halv time at gå og understøttes af blå pile på jorden, som angiver retningen, man skal følge. Undervejs er der mulighed for at sætte sig, hvis man for eksempel har behov for at notere noget.

Derudover kommer ruten forbi flere af campusområdets ’Vild med Vilje’ arealer. Her får biodiversiteten mulighed for at udvikle sig, da Campus Service har droppet de pæne plæner til fordel for Vild med Vilje-konceptet.

Walk-and-Talk ruten er et tiltag, som har til hensigt at udnytte universitetets areal og taler ind i konceptet om aktivitetsbaseret indretning.

Forhåbningen er, at ruten kan benyttes til møder, der ikke kræver et kontor, og at den kan sætte en uformel ramme, hvor snakken kan flyde nemmere.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden