Aalborg-virksomhed får russisk ordre på en halv milliard

Aftalen sikrer 350 arbejdspladser og vækst indtil 2025

Det er yderligere fire russiske fiskerskibe, der fremover kommer til at have udstyr leveret af Aalborg-virksomheden. Foto: Carsoe

Det er yderligere fire russiske fiskerskibe, der fremover kommer til at have udstyr leveret af Aalborg-virksomheden. Foto: Carsoe

NORDJYLLAND:Den aalborgensiske virksomhed Carsoe, der laver forarbejdningsanlæg til fiske- og fødevareindutrien, har fået en ordre til en værdi af knap en halv milliard kroner.

Ordren er til det russiske rederi Russian Fishery Company, der skal have leveret avancerede fiskefabrikker ombord på fire af rederiets skibe.

Det skriver Carsoe i en pressemeddelelse.

Carsoe har tidligere leveret syv fiskefabrikker til det russiske fiskerederi - en ordre til 800 millioner kroner - og det har altså været så tilfredsstillende, at Aalborg-virksomheden igen er valgt som leverandør.

Carsoe har tidligere leveret syv fiskefabrikker til skibe i den russiske fiskeflåde. Nu har samme rederi bestilt yderligere fire anlæg hos Aalborg-virksomheden. Foto: Carsoe

Carsoe har tidligere leveret syv fiskefabrikker til skibe i den russiske fiskeflåde. Nu har samme rederi bestilt yderligere fire anlæg hos Aalborg-virksomheden. Foto: Carsoe

- Vi er super stolte af det. Vi er nu med længder verdens største producent af disse fabrikker til produktion på havet, og ordren sikrer Carsoes fortsatte vækst, siger Hugo Dissing, der er administrerende direktør i Carsoe.

Mangler ansatte

Lige nu er Carsoe ved at færdiggøre den sidste del af den tidligere ordre til Rusland. Og næste år og i 2024 skal den nye ordre på fire anlæg så produceres.

En stor del af arbejdet kommer til at foregår i Aalborg, hvor Carsoe har 230 af de i alt 350 ansatte.

- Det sikrer arbejdspladserne og giver en længere horisont, siger Hugo Dissing, der ikke afviser, at ordren kaster flere arbejdspladser af sig.

- Vi er konstant på udkig efter dygtige folk. Vi kan desværre ikke få alle de smede og ingeniører, som vi gerne vil have. Vi ville gerne lave den russiske ordre hurtigere, men vi må også indse, at vi er ramt af manglen på arbejdskraft. Heldigvis har det ikke haft betydning for, at vi har fået ordren, siger Hugo Dissing.

Èn arbejdsgang ombord på skibet

Fiskefabrikker ombord på fiskeskibene gør, at fangsten ikke først skal nedfryses for derefter at blive tøet op igen på land. Fangsten kan færdigbearbejdes, pakkes og nedfryses i én arbejdsgang, før de når slutkunden.

Fabrikkerne spiller en afgørende rolle i skibenes lønsomhed.

Den russiske regering indførte for godt tre år siden en incitamentsordning, der skulle tilskynde til en modernisering af fiskeflåden. Ordningen fik rederiet Russian Fishery Company til at investere i syv moderne supertrawlere, hvor ordren på et anlæg til at forarbejde og pakke fiskene ombord på skibene altså endte hos Carsoe.

De russiske supertrawlere er 108 meter lange og 21 meter brede, og når de er fuldt produktionsklare, kan skibenes 150 mand store besætning lande op til 60.000 ton fisk om året.

- Vi hører ofte, at disse skibe kan støvsuge havet for fisk. Men vores anlæg sikrer faktisk en bedre udnyttelse og mindre spild i forhold til de ældre og mindre skibe, hvor en større del af fangsten bliver kasseret og går til spilde på grund af dårlig håndtering. Så at samle fiskeriet på færre men større både giver større bæredygtighed, siger Huso Dissing.

Carsoe havde i seneste regnskabsår en nettoomsætning på 525 millioner kroner og et overskud på godt 21 millioner kroner.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.