Årets iværksætter hedder Jonas

Iværksætteriet blev mandag aften hyldet ved et festligt arrangement i Kulturhuset og Skulpturparken Blokhus

Tømrerfirmaet Jonas Rødbro ApS blev mandag aften hædret med prisen som årets iværksætter i Jammerbugt Kommune.  <i>Foto: Lars Pauli</i>

Tømrerfirmaet Jonas Rødbro ApS blev mandag aften hædret med prisen som årets iværksætter i Jammerbugt Kommune.  Foto: Lars Pauli

HUNE:Det var en yderst taknemlig og stolt Jonas Rødbro, der mandag aften kunne lade sig hylde som årets iværksætter i Jammerbugt Kommune.

- Jeg er glad og meget beæret over prisen. Det er dejligt, at nogle lægger mærke til det, jeg laver, siger Jonas Rødbro, der opfordrede sine medarbejdere til at følge med, da han skulle modtage prisen.

- Den her pris er i lige så høj grad medarbejdernes fortjeneste, så derfor er det naturligt, at de er med her i aften, siger han.

Det er Vækst Jammerbugt og Erhvervsforeningen Jammerbugt, der står bag arrangementet. I alt kandiderede tre iværksættere til prisen: Rødhus Café & Isbar som drives af familien Gorell Mackenhauer, Pandrup-virksomheden Allpack, der tilbyder virksomheder mulighed for fjernlager, pakning og forsendelse. Tredje kandidat var Tømrerfirmaet Jonas Rødbro i Pandrup, der i øvrigt også var nomineret sidste år. 

- Alle nominerede er særdeles berettigede til iværksætterprisen, men dommerpanelet har valgt den, der skiller sig ud. Vedkommende fremstår som en rollemodel for andre, og der er tale om en succesfuld virksomhed, som har haft en positiv udvikling trods pandemi, stigende materialepriser og ikke mindst materialemangel, lød det blandt andet fra Brian Bertelsen, der er formand for Erhvervsforeningen Jammerbugt, da han annoncerede vinderen af iværksætterprisen 2022.

Mange var mødt op for at overvære, hvem der blev kåret som "Årets Iværksætter 2022". <i>Foto: Lars Pauli</i>

Mange var mødt op for at overvære, hvem der blev kåret som "Årets Iværksætter 2022". Foto: Lars Pauli

Jonas Rødbro afsluttede i 2016 sin tømreruddannelse hos byggefirmaet "Keld & Johs", og kort tid efter startede han som selvstændig. Han begyndte sin virksomhed med blot en lærling og en varebil, og siden har det taget fart. I dag tæller bilparken syv varebiler, ligesom medarbejderstaben også er vokset markant. Virksomheden, der er beliggende på Bransagervej, beskæftiger i dag 13 medarbejdere.

Kunderne er først og fremmest sommerhusejere langs vestkysten, men aktiviteterne er senest udvidet til Sjælland, hvor virksomheden p.t. er i gang med byggeriet af to huse.

Thorup Strand Fiskehus, der blev kåret som "Årets Iværksætter 2021", deltog også i festlighederne i det smukt pyntede lokale i Kulturhuset og Skulpturparken Blokhus. Her kunne det ene medlem af power-duoen bag fiskehuset, Janni Olesen, berette om, hvad der er sket, siden de modtog prisen.

John Luther, indehaver af Allpack i Pandrup, var blandt de nominerede til iværksætterprisen. <i>Foto: Lars Pauli</i>

John Luther, indehaver af Allpack i Pandrup, var blandt de nominerede til iværksætterprisen. Foto: Lars Pauli

- Vi har blandt andet haft fokus på fastholdelse af medarbejdere. Derfor har vi givet lønstigninger til medarbejderne og har desuden haft flere personalearrangementer, og det er lykkedes at skabe en stærk kultur, sagde Janni Olesen.

De to forpagtere har endvidere investeret i mere grej for at være i stand til at betjene flere kunder. Desuden har de haft stor succes med at afholde koncerter på stranden. Seneste koncert blev afholdt 10. september med 1500 deltagere.

- Det er mange gæster i Thorup Strand, og selv om det er hårdt, er det sjovt og et afbræk i fiskefrikadelle-ræset, sagde Janni Olsen.

Håndbolddirektør Jan Larsen holdt et meget underholdende og informativt foredrag om Aalborg Håndbold. <i>Foto: Lars Pauli</i>

Håndbolddirektør Jan Larsen holdt et meget underholdende og informativt foredrag om Aalborg Håndbold. Foto: Lars Pauli

Inden aftenens højdepunkt havde Aalborg Håndbolds direktør, Jan Larsen, på underholdende vis taget deltagerne på en inspirerende fortælling om håndboldklubben, der startede som Aalborg HSH og senere blev en del af AaB for derefter at blive til Aalborg Håndbold, som i dag er et stærkt brand med Champions League-ambitioner.

Iværksætterprisen i Jammerbugt Kommune

  • Vækst Jammerbugt og Erhvervsforeningen Jammerbugt ønsker at sætte fokus på iværksætterlyst og præmierer en succesfuld iværksætter, der over en kort årrække har vist evne og vilje til vækst, og som kan fremstå som rollemodel for de mange, der overvejer at starte egen virksomhed. 
  • Prisen består udover æren af et pengebeløb på kr. 5000 som vindervirksomheden kan anvende efter eget valg.

Jammerbugt Kommune

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden