Abelyde mod brasilianske drenge: Ambassade går ind i sagen
Håndbolddrenge fra Brasilien blev udsat for abelyde og abefagter. Deres forældre forstår slet ikke, hvorfor der ikke blev grebet hårdere ind med sanktioner og straf end der gjorde
Opdateret 17. juli 2022 kl. 05:47
DRONNINGLUND: Brasilianske drenge på 12-14 år er under en håndboldkamp og i et omklædningsrum blevet udsat for racistiske kommentarer i form af abelyde og fagter i ungdomsturneringen Dronninglund Cup, der netop er afsluttet.
Det endte onsdag morgen med en rundbordssamtale med involverede spilleres klubledere fra Brasilien - og Tyskland, Sverige og Frankrig. Herefter havde lederne et krisemøde med deres deltagere. Med en advarsel om, at hvis det gentog sig, kunne man ikke længere være en del af Dronninglund Cup.
- Alle involverede parter havde en gensidig forståelse af ikke at tolerere racisme, forklarer Morten Henriksen, der er frivillig leder i Dronninglund Cup - og sportschef i Dansk Håndbold Forbund.
Han tilføjer, at der derefter blev indkaldt flere frivillige, der kunne være til stede, og der blev indkaldt ekstra vagtmandskab om aftenen.
Det vækker harme
Men netop den tilgang med dialog og samtale har vakt harme blandt forældre til de brasilianske drenge, at det også er blevet en sag for Den Brasilianske Ambassade i Danmark. Ambassaden har henvendt sig til Dronninglund Cup for at få en redegørelse.
En af de forældre, der er utilfreds, er Augusto Lepage, hvis datter på 13 år spiller på et af de andre brasilianske hold fra Herkules.
Han skriver til Nordjyske for at få sagen frem. Han er nemlig langt fra tilfreds med den måde, Dronninglund Cup har håndteret sagen på.
- Det er meget langt væk fra en nultolerancepolitik vedrørende diskrimination. Jeg er forbløffet, siger Augusto Lepage.
Direkte dialog
Morten Henriksen forklarer, at der har været mange henvendelser fra både forældre, fra ambassaden og fra Dansk Håndbold Forbund om sagen.
- Vi har svaret alle, og har valgt at være direkte i dialog med dem, der henvender sig ikke mindst fordi, vi vil sikre at alle - også forældre på distancen - kan føle sig trygge ved at have deres børn som deltager i Dronninglund Cup, siger han.
- I årets udgave deltog cirka 180 hold
- Stævnet begyndte 10. juli og sluttede fredag 16. juli
- Der var 18 forskellige nationer repræsenteret på hold og dommersiden
- Heriblandt Brasilien, Canada, Chile og Indien på spillersiden og Egypten og Iran på dommersiden
- Der var flest hold fra Norge, Frankrig, Tyskland og Danmark
- Omkring 3000 deltog i stævnet
- Der blev spillet både udendørs (primært) og indendørs (14 baner udendørs på græs/kunstgræs og 2 baner indendørs i Dronninglundhallerne)
- Deltagerne boede primært på skoler og camping
Kilde: Dronninglund Cup
Det begyndte tirsdag i en kamp mod Tyskland.
Ude på sidelinjen kom nogle tilskuere med abelyde og fagter mod de brasilianske spillere.
I et omklædningsrum på et af overnatningsstederne skete det samme. Her var det tyske og franske deltagere, der har været efter de brasilianske spiller med racistiske lyde og fagter.
Det blev herefter en sag for Dronninglund Cups ledelse.
Dronninglund Cup tolererer ikke nogen form for racisme
Dronninglund Cup har faciliteret et møde mellem parter, der er involveret i en sag med mistanke om racisme. Der er indgået en aftale mellem holdets officials og Dronninglund Cup med stor respekt for hinanden. Alle involverede parter har en gensidig forståelse af ikke at tolerere racisme.
Vi håber, at alle vil bidrage til en fælles forståelse af gensidig respekt og accept af vores menneskelige forskelle og dermed skabe det bedst mulige miljø i vores elskede sport.
Dronninglund CupMorten Henriksen forklarer, at det for lederne i Dronninglund Cup handlede om at få parterne til at tale sammen i første omgang. For at løse konflikten.
- Og det lykkedes. Derefter kom der ikke flere optrin, og det var vores opfattelse, at også den brasilianske delegation var tilfredse med vores håndtering. De var med til at finde en løsning, siger han.
Utilstrækkelig reaktion
Augusto Lepage har svært ved at forstå, at man kan slippe fra racisme, uden at der er en straf. En konsekvens.
- Cup-organisationens reaktion er utilstrækkelig. Der var ingen straf i forbindelse med så forfærdelig en opførsel. De skriver på Instagram, at de ikke tolerer racisme, men de har ikke hjemsendt de racistiske hold eller de racistiske spillere.
- For at bekæmpe racisme er man nødt til at føre en nultolerance politik med hensyn til diskrimination af enhver art. Organisationen bør straffe den racistiske opførsel, mener Augusto Lepage og tilføjer:
- Jeg er forbløffet, fordi de racistiske handlinger praktiseres af teenagere. Det er spillere og spilleres pårørende, siger han.
- Racisme er jo noget folk lærer derhjemme. I den her kontekst, er det min overbevisning, at de involverede hold burde være blevet bortvist fra turneringen, mener Augusto Lepage, der føler med alle brasilianske involverede spillere.
Svært at afgøre
Morten Henriksen forklarer, at det var svært for lederne præcist at afgøre, hvad der var foregået. Selv om ingen var i tvivl om, at der var racistiske ytringer.
- Hvad der er sket omkring banen med de svenske tilskuere, er vi meget i tvivl om, fordi der er to forskellige oplevelser af det. Men den oplevelse i omklædningsrummet er vi ikke så meget i tvivl om, siger han.
- Når vi har forskellige oplevelser af en sag, er det svært for Dronninglund Cup at være det dømmende organ. Vi mente, at dialog i første omgang var bedre for at forsøge at finde en fælles løsning, hvilket vi mener lykkedes.
- Alle blev enige, så det lykkedes også at få det hele til at falde til ro. Det er bedre med dialog, og de unge har slet ikke været i tvivl om alvoren. Det er måske en særlig dansk tilgang. Vi vil gerne være dialogsøgende, siger han og tilføjer:
- Det er egentlig en sag mellem flere hold, men vi løser den, fordi vi er arrangører. Det er vores ansvar, det er vi klar over.
Morten Henriksen kan godt forstå de forældre, der har siddet langt væk fra begivenhederne og ikke har været med til Dronninglund Cup i Danmark.
- Jeg forstår, at forældre, der har sendt børn langt væk til et håndboldstævne, kan blive bekymrede. Derfor har vi også fortalt dem åbent om, hvad vi har gjort, da Dronninglund Cup skal være et fredeligt sted med gode oplevelser. Vi er selv forbløffede over anklagerne om racisme, noget vi aldrig før har oplevet i Dronninglund Cups 43 års levetid, siger han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.