Erhverv

Ægtepar skyder 20 millioner i tabsramt hotel

Årets udfordringer har været så stor en hæmsko for hotellet, at ledelsen er tilfreds med endnu et millionunderskud. Det femte underskud ud af seks mulige

Indehaverne af strandhotellet har over årene investeret et trecifret millionbeløb i den nordjyske by. 
Indehaverne af strandhotellet har over årene investeret et trecifret millionbeløb i den nordjyske by.  Foto: Lars Pauli

Opdateret 27. juni 2023 kl. 11:23

I første version af denne artikel kunne det af overskriften misforstås, at Strandhotellet Blokhus har lukket sin restaurant. Det er ikke tilfældet. Hotellet måtte i en periode lukke sin restauration "Strandingskroen" som følge af personalemangel, men den er åben igen.

BLOKHUS: Det er et af Nordjyllands markante hoteller.

Men ejerskabet har for ejeren Marie Louise Thomsen Ebdrup og direktør Steffen Ebdrup indtil videre været en dyr fornøjelse.

Efter en tocifret millioninvestering slog ægteparret dørene op til Strandhotellet Blokhus i 2017. 

Men hotellet har haft mere end svært ved at tjene penge. 

Marie Louise Thomsen Ebdrup og Steffen Ebdrup - der her i 2016 er fotograferet ved rejsegildet for deres færdigbyggede strandhotel - har samlet set tabt knap ni millioner kroner siden åbningen af Strandhotellet Blokhus. Arkivfoto

Et for nyligt offentliggjort regnskab fra Strandhotellet Blokhus viser, at hotellet sidste år endte med et underskud på over 1,2 millioner kroner. 

Det er hotellets femte underskud på seks år. Det betyder samtidig, at det samlede underskud nærmer sig ni millioner kroner siden åbningen af hotellet.

Alligevel anser ledelsen sidste års resultat som tilfredsstillende på grund af "årets udfordringer". Det fremgår af årsregnskabets ledelsesberetning.

Her skriver ledelsen også, at et af hotellets store udfordringer har været at skaffe kokke og tjenere til restauranten og kroen. Derfor har hotellets restauration "Strandingskroen" været lukket hele sæsonen. 

Og hotellet er langt fra alene om at mangle personale. 

En stor brancheudfordring

Ifølge en undersøgelse fra Danmarks Statistik mangler 31 procent af arbejdsgiverne i turismebranchen arbejdskraft. Det samme gælder for 37 procent af restauranterne.

I anden halvdel af 2022 havde danske hoteller og restauranter så stor mangel på arbejdskraft, at det førte til tabt salg for to ud af tre virksomheder. Det viser tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Strandhotellet Blokhus er ifølge ledelsesberetningen et af de hoteller, der gik glip af salg på grund af manglende arbejdskraft.

Hvorvidt der er fundet en løsning på udfordringen er uvist. Nordjyske har uden held forsøgt at få kommentarer til årsregnskabet fra ejeren Marie Louise Thomsen Ebdrup og direktør Steffen Ebdrup.

- Strandingskroen har været åben alle weekender i juni og er fra 1. juli åben hver dag, har Marie Louise Thomsen Ebdrup efter artiklens udgivelse skrevet i en mail.

Selvom strandhotellets kro har været lukket, og forretningen har givet underskud, kan ejerne glæde sig over og takke sig selv for, at hotellets gæld er blevet halveret. 

Skyder 20 millioner ind

For på trods af en negativ bundlinje er hotellets egenkapital - virksomhedens pengepung - steget fra 11 millioner kroner til knap 30 millioner kroner.

Den naturlige forklaring er, at ejeren har givet virksomheden et skattefrit tilskud, samtidig med at hun gennem moderselskabet har eftergivet gæld for over 18 millioner kroner.

Tilsammen har ejeren altså skudt 20 millioner kroner ind i virksomheden bag hotellet. 

Dermed fortsætter hun tendensen fra sidste år, hvor hun tilførte hotellet 10 millioner kroner i ny kapital. 

Selvom ejeren lige har skudt nye penge i Strandhotellet Blokhus, er det ikke ensbetydende med, at det bliver sidste gang.

- Moderselskabet har til hensigt at understøtte driften i Strandhotellet Blokhus ApS herunder tilføre yderligere likviditet, står der i ledelsesberetningen.

Arkivfoto: Lars Pauli

Strandhotellet Blokhus beskæftigede sidste år i gennemsnit 18 fuldtidsansatte. De bidrog til, at hotellet kunne generere en bruttofortjeneste - salget fratrukket de direkte omkostninger - på otte millioner kroner. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden