virksomhedsregnskab

Amazon øger overskud i 2021 med over 50 procent

E-handelsgiganten Amazon øger sit overskud betragteligt i 2021 sammenlignet med året før.

Det amerikanske selskab Amazon øger sit overskud med over 56 procent til cirka 33,4 milliarder dollar i 2021. Det svarer til knap 220 milliarder danske kroner.

Det viser selskabets årsregnskab torsdag aften.

I 2020 lå overskuddet på 22,9 milliarder dollar, hvilket svarer til knap 150 milliarder danske kroner.

Tech-giganten spreder sig over en lang række forretningsområder, men er især kendt for e-handel.

Der bliver taget godt imod på børsen, hvor Amazon-aktien ifølge Marketwire er steget med godt 16 procent, umiddelbart efter at regnskabet kom ud.

Også overskuddet i fjerde kvartal - det store julekvartal - var markant større end i 2020.

Det blev næsten fordoblet fra 7,2 milliarder dollar til 14,3 milliarder dollar. Det var dog i vidt omfang drevet af Amazons andel i elbilselskabet Rivian.

- Jeg sender et stort tak til Amazons ansatte, som klarede sig igennem endnu et kvartal med covid-relaterede udfordringer og leverede til kunderne i højtiden, siger Amazon-direktør Andy Jassy.

I løbet af torsdagen var Amazon ellers faldet med omkring otte procent midt i en større tech-nedgang på børserne i USA. Den kom efter blandt andet Facebook-ejeren Metas årsregnskab, der skuffede mange.

2021 var i øvrigt det år, hvor grundlægger og nuværende bestyrelsesformand Jeff Bezos stoppede i rollen som direktør for Amazon.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden