Anders fik 60 erhvervsfolk til gratis at hjælpe kriseramte kollegaer
Kære nordjyder, det er ingen skam at bede om hjælp, lyder det fra Anders Heide Mortensen. Han er manden bag en ny hotline til kriseramte virksomheder

Anders Heide Mortensen er kommentator og kommunikationsrådgiver - og idémand bag en ny hotline.
AALBORG:Nu retter toperhvervsledere blikket mod Nordjylland.
De kommer fra hele landet og vil gerne vil give en frivillig hånd til virksomheder, der er ramt af coronakrisen.
Det gør de gennem en uhonoreret rådgivning, altså frivilligt og gratis, i foreningen MODCORONA. Den blev dannet i marts 2020 med det formål at hjælpe andre erhvervsledere gennem coronakrisen.
Derfor har initiativtagerne også rettet blikket specielt mod Nordjylland lige nu.
For med nedlukningen 11. marts 2020, med nedlukningen af minkbranchen - samt nedlukningen af de syv nordjyske kommuner efterfulgt af nedlukning og restriktioner i hele landet - kan der være et stort udækket behov for hjælp i netop Nordjylland.
- Vi står klar til at hjælpe, siger idémanden bag, kommunikationsrådgiver med eget firma og kommentator på finans.dk, Anders Heide Mortensen.
Derfor har han også i samarbejde med NORDJYSKE Medier helt specielt oprettet en hotline onsdag 3. februar, som erhvervsledere i Nordjylland kan ringe til mellem klokken 10 og 12.
Anders Heide Mortensen er den første, man kommer til at tale med.
Tre erhvervsledere er derefter klar med hjælp, gode råd og vejledning. Det er enten advokat Nicolai Thornemann, erhvervspsykolog Torben Nielsen eller direktør Jakob Mohr Christensen, man derefter får kontakt til.
Alle med erfaring i at vejlede erhvervsledere.
Men det kan være svært at gribe telefonen og tage kontakt.
- Jeg kender jo godt det der med, at det kan være svært at bede nogen om at hjælpe sig. Det kender vi alle jo. Man kommer ud i perioder, hvor man mister overblikket, siger Anders Heide Mortensen.

Banner fra MODCORONA. Fra venstre er det Stine Bosse, Morten Ballisager, Claus Bindslev, Mia T. Wagner, Per Tau, Alfred Josefsen, Anders Heide Mortensen og Jesper Buch
- Men vi skal hjælpe hinanden gennem det her, siger han.
- Folk skal overvinde sig selv til at sige: jeg er ikke sikker på, at jeg kan finde ud af det her, det har vokset mig over hovedet, eller jeg har mistet overblikket.
Anders Heide Mortensen vil også gerne forklare, at det altså er erhvervsledere fra hele landet, der stiller sig til rådighed, hvis nogen skulle få den opfattelse, at her kommer der en flok københavnere.
- Det er mennesker fra hele landet med alle mulige baggrunde, siger han.
Hotline
3. februar mellem kl. 10 og 12 kan man ringe til hotline nr: 20 67 07 08
Hotline er oprettet specielt til nordjyske virksomheder - små som store - der har behov for gode råd, vejledning og hjælp.
Her kommer man i første omgang til at tale med MODCORONAs sekretariatsleder, Anders Heide Mortensen, der til daglig er kommunikationsrådgiver.
Han vil derefter sørge for, at man får den rette rådgiver at tale med.
De tre frivillige rådgivere er:
Cand.pharm med en MBA Jakob Mohr Christensen, direktør i biofarmavirksomheden Sartorius Stedim Biotech
Advokat Nicolai Thronemann, advokat og partner i advokatfirmaet Horten
Erhvervspsykolog Torben Nielsen med egen virksomhed Psykologica
Han har selv familie på Mors og tænker på dem, når Nordjylland bliver specielt ramt af restriktioner som minkbranchen, og de syv kommuner, der blev lukket ned.
- Så kan man jo heller ikke lade være med at tænke på sin egen familie på Mors, og dem man kender. Hvilken indflydelse får alt det på deres erhverv, fortæller Anders Heide Mortensen, der hvert år holder ferie på Mors.
På trods af krise og nedlukning er der ikke endnu kommet en strøm af nordjyske henvendelser til MODCORONA, sådan som man skulle tro. Dog har flere henvendt sig i det nye år, for nu strammer det til.
- Der er nok en stolthed i det nordjyske, der betyder, at det med at gå hen og bede om hjælp, det er ikke lige noget, der falder en for, siger han.
Anders Heide Mortensen vil gerne understrege, at det ikke er en skam eller til ulejlighed at bede om hjælp.
- Det ved jeg godt, nogle synes, for vi har jo erhvervsfolk, der ringer og siger, at nu har de gået rundt om sig selv i flere uger. Men ring og få en snak. Det koster ikke noget, siger han.
Anders Heide Mortensen er manden bag den tossede idé, som han kalder det, at danne en forening af erhvervsfolk, der gerne vil hjælpe andre.
Det var mandag 9. marts 2020, og Anders Heide Mortensen havde - som kommentator og som kommunikationsrådgiver med eget firma - som sædvanlig fulgt med i nyhedsstrømmen.
Coronavirussen var for alvor ved at sprede sig i Europa - og Spanien lukkede ned.
Men hvad med Danmark, tænkte Anders Heide Mortensen, da han samme dag gik og ryddede op i sin garage. Man måtte kunne hjælpe hinanden.
Han fik den der følelse af samfundets undtagelsestilstand, som ingen i flere generationer har mærket det herhjemme - lige med undtagelse af en snert, da der under oliekrisen i 1972 kom bilfrie søndage - som det så positivt kom til at hedde. Det blev forbudt at køre i bil om søndagen.
Men det var jo intet i forhold til det, Anders Heide Mortensens bedsteforældre havde oplevet, da 2. verdenskrig satte en stopper for normalitet og almindelig hverdag i Danmark med Hitlers besættelse 9. april 1940.
Den form for undtagelsestilstand har vi ikke kendt til siden da, men når et land lukker ned, der kommer forbud mod større forsamlinger overalt, butikker, frisører, restaurationer, skoler og virksomheder lukker, der er restriktioner og krav - så ophæves normaliteten. Så er følelsen der af, at man er i en form for undtagelsestilstand.
Uden sammenligning med 2. verdenskrig i øvrigt, var det snerten af de tanker, der strejfede Anders Heide Mortensen, som fik tænkt tanken til ende. Uden altså at Danmark - endnu - var lukket ned.
Han ville være klar og hjælpe der, hvor der var behov for det - fra den ene erhvervsleder til den næste, understreger han.
Fra bestyrelsesmedlemmer, ledere og specialister til selvstændige, erhvervsledere og iværksættere. For der ville komme et behov, når detailhandel og virksomheder måtte lukke på grund af coronakrisen.
I løbet af mandagen fik han flere med på ideen, deriblandt toperhvervsfolk som Jesper Buch, stifter af Just Eat og kendt fra DR-programmet Løvens Hule - og Stine Bosse kendt erhvervsprofil, foredragsholder og debattør. Begge sagde ja.
Dermed var der grundlag for at starte foreningen MODCORONA. Foreningen blev stiftet af Anders Heide Mortensen, Stine Bosse og Morten Ballisager.
- Det gik stærkt, og vi er oppe på 60 erhvervsfolk. Det imponerer mig, siger Anders Heide Mortensen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.