Antal lånetilbud til boligkøbere er på niveau med før corona

Danskerne viser stor interesse for at lægge deres lån om. Det viser tal fra organisationen Finans Danmark.

Antallet af lånetilbud til potentielle boligkøbere er på niveau med før corona, viser tal fra Finans Danmark. (Arkivfoto). <i>Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix</i>

Antallet af lånetilbud til potentielle boligkøbere er på niveau med før corona, viser tal fra Finans Danmark. (Arkivfoto). Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Interessen for at låne penge til at købe bolig har været dalende de seneste 12 måneder, og det var ikke anderledes i juni.

Det oplyser Finans Danmark i en pressemeddelelse torsdag morgen.

Finans Danmark er en interesseorganisation for den finansielle sektor, herunder realkreditinstitutterne.

I juni gav realkreditinstitutterne 5526 lånetilbud til danskerne. Det er lidt under det niveau, som man kender fra før coronapandemien.

Til sammenligning blev der givet 8968 lånetilbud i samme måned sidste år.

Den dalende tendens skal dog ses i lyset af, at et tårnhøjt antal bolighandler er blevet gennemført under coronakrisen, hvor mange danskere har realiseret deres ønske om køb af en ny bolig, skriver organisationen.

- De stigende renter på lån til boligkøb samt de højere priser på energi betyder formentlig også, at færre danskere lige nu overvejer at købe ny bolig, siger Peter Jayaswal, direktør for Realkredit og Ejendomsfinansiering i Finans Danmark.

Finans Danmark kunne i denne uge også oplyse, at der trods større udbud på boligmarkedet stadig er forholdsvis få huse til salg sammenlignet med tidligere.

Danskerne har derimod vist stor interesse for at omlægge deres lån siden årsskiftet, viser tal fra organisationen.

I juni blev der således indhentet 20.824 tilbud til låneomlægninger. Det er det højeste antal for en juni måned i tre år.

- Den store interesse for låneomlægning hænger højst sandsynligt sammen med de stigende renter, som har givet boligejere med fastforrentede realkreditlån mulighed for at skære en del af restgælden, siger Peter Jayaswal i pressemeddelelsen.

- Når renterne stiger, falder kursen nemlig på obligationerne bag de fastforrentede lån. Dermed kan lånene typisk indfries til en lavere kurs, end de er optaget til, lyder det.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden