Apples nye iPhones kan udsende nødopkald via satellit

iPhone 14 lanceres i fire modeller, der blandt andet kan sende satellitopkald i nødsituationer.

Apples iPhone 14 vil kunne udsende satellitopkald og -beskeder i nødsituationer. (Arkivfoto). <i>Carlos Barria/Reuters</i>

Apples iPhone 14 vil kunne udsende satellitopkald og -beskeder i nødsituationer. (Arkivfoto). Carlos Barria/Reuters

"Det kan tage mindre end 15 sekunder at sende en besked, hvis du har frit udsyn til himlen."

Sådan lyder Apples præsentation af de nye iPhone 14, som lanceres i løbet af efteråret. De kan blandt andet udsende både beskeder og nødopkald via satellit.

Torben Vognsen, der er redaktør på tech-magasinet Input, deltog ved lanceringen i Californien onsdag aften. Han har været med ved Apples lanceringer i mange år og er positivt stemt over for lanceringen.

- Det her er et af de år, hvor der rent faktisk er nogle ting, der rykker sig betragteligt. Især iPhone 14 Pro virker til at være en betydeligt større ting, end jeg havde sat næsen op efter, siger han.

De fire iPhone 14-modeller hedder iPhone 14, iPhone 14 Plus, iPhone 14 Pro og iPhone 14 Pro Max.

Satellitfunktionen er dog kun tilgængelig i USA og Canada for nu. Derudover kan man ikke indsætte et almindeligt fysisk simkort i iPhone 14-modellerne i USA. Man skal i stedet bruge e-sim.

Der er i år stor forskel på Pro-modellen og den almindelige iPhone 14.

Det er bemærkelsesværdigt, mener Torben Vognsen.

- Apple er begyndt at skelne ret tydeligt mellem deres forskellige modeller. Der mangle en hel del funktioner ved iPhone 14, som Pro-modellen har.

- Der bliver flere og flere forskelle, og de bliver større for hvert år, siger han.

Apple har desuden valgt at fjerne det lille "notch" i toppen af skærmen af Pro-versionen, som i stedet bliver en "dynamisk ø" med forskellige funktioner.

- Dér gør Apple noget, som de andre producenter ikke har gjort. Det bliver lidt mere aktivt i stedet for bare at være en flok døde pixels, siger Torben Vognsen.

De nye iPhones får et ordentligt ryk opad i pris. Den billigste iPhone 14 vil koste 8299 kroner.

- Når der lige bliver lagt 1300 kroner oveni, ser det ud til, på basistelefonen, så er det noget, der vil kunne mærkes. Det overrasker mig lidt, at det er så meget, der bliver lagt oveni.

Det er muligt at forudbestille iPhone 14-serien allerede fra fredag.

Ud over iPhone 14-serien offentliggjorde Apple også en serie af Apple Watch series 8 og Airpods Pro 2. I løbet af efteråret vil Apple være vært for et andet arrangement om Macbook Pro og iPad Pro.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.