fly‑ og rumfartsindustri

Arbejdsretten pålægger igen bagagefolk at genoptage arbejdet

Ansatte i SGH nedlagde arbejdet lørdag, og har mandag nægtet at genoptage det trods Arbejdsrettens afgørelse.

Mandag er Københavns Lufthavn ramt af forsinkelser på grund af en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse blandt det personale, der håndterer bagagen på blandt andet SAS-fly.
Mandag er Københavns Lufthavn ramt af forsinkelser på grund af en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse blandt det personale, der håndterer bagagen på blandt andet SAS-fly. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 15:22

Arbejdsretten har mandag eftermiddag skærpet boden og pålagt de ansatte i SAS Ground Handling (SGH) at genoptage arbejdet.

Det skriver DR.

DR skriver, at dagsbøden for de strejkende ansatte er blevet sat op fra 50 kroner til 80 kroner i timen, og at de samtidig ikke får løn under en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse.

- Det er en klar, skarp opfordring til at genoptage arbejdet, og som vi også forventede med en skærpet bod, siger Henrik Bay-Clausen, der er formand i 3F Kastrup til DR.

Til TV 2 siger formanden, at han håber, at Arbejdsrettens afgørelsen vil få medarbejderne til at vende tilbage til arbejdet, men at han ikke kan love noget.

Klokken 13 mandag mødtes parterne i Arbejdsretten.

Til stede var ifølge DR en højesteretsdommer og på den ene side SAS og Dansk Arbejdsgiverforening og på den anden side 3F, Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og bagageportørernes tillidsrepræsentant i SGH.

De ansatte i SGH, der blandt andet håndterer bagagen i Københavns Lufthavn, nedlagde arbejdet lørdag morgen.

Søndag blev de pålagt at genoptage arbejdet mandag morgen, men det nægtede de at gøre.

Den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse har ført til en række forsinkelser i Københavns Lufthavn.

Af Københavns Lufthavns hjemmeside fremgår det, at der er forsinkelser og enkelte aflysninger hos SAS og en række andre flyselskaber på grund af strejken.

Henrik Bay-Clausen har sagt, at arbejdsnedlæggelsen skyldes, at der er utilfredshed med lav løn og skæve arbejdstider.

SGH tager sig af bagagen hos en række flyselskaber og altså ikke kun SAS.

Blandt andet håndterer SGH også bagagen for Aegean, Air France, KLM og Lufthansa. Også DAT, der flyver til og fra Bornholm, er på SGH's kundeliste.

Sammen med SAS kan de førnævnte selskaber dermed være påvirket af den igangværende arbejdsnedlæggelse.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden