Båret frem af kunder: Alex kåret til landets bedste anlægsgartner
Han gør ikke meget opmærksom på sig selv. Men andre har et godt øje til Alex Dion Andersens arbejde
LØGSTØR: Hvis du vil møde landets bedste anlægsgartner, så skal du til Løgstør. I hvert fald hvis du spørger kunderne.
I muslingebyen står Alex Dion Andersen nemlig med sit fire år unge firma AD Anlæg. Men tidligere på ugen var han i København for at modtage hæderen som landets bedste i kategorien for firmaer med højst en ansat.
Det er bygogbolig.dk, som står bag både www.anmeld-haandvaerker.dk og Årets Håndværker, der er initiativtager til prisen. En service som mange mennesker bruger for at finde den rigtige håndværker.
Som en oscar
Seancen foregik i bedste oscar-stil på et sted, hvor mange af landets mest kendte skuespillere har stået. Scenen var en godt fyldt cirkusbygning, og Alex Dion Andersen og medarbejderen Anders Veise måtte op på scenen foran flere hundrede tilskuere og finde en grimasse, der kunne passe.
Oplevelsen blev fejret med en enkelt øl. Dage efter var det tilbage på arbejde som vanligt.
Lever at anbefalinger
Hæderen bygger på de kundebedømmelser, firmaerne får, og derfor kan Alex Dion Andersen være sikker på, at de fleste kunder er godt tilfreds med hans og Anders Veises arbejde.
- Vi er glade for, at kunderne er så tilfredse med os. Og at så mange husker at skrive en bedømmelse ind. Det giver da en vis tilfredshed. Og sidste år blev vi også indstillet til prisen, fortæller han.
Alex Dion Andersen bruger stort set ingen kræfter på at gøre opmærksom på sig selv og firmaet.
- Vi giver bud på en del opgaver. Men ellers tror jeg at vi har fået alle vores opgaver gennem kunders anbefalinger af os, fortæller han.
Droppede Sjælland
Snart 39-årige Alex Dion Andersen er egentlig fra Sjælland og stod i lære i Glostrup vest for hovedstaden. Hans soldatertid førte ham til Skive, hvor mødet med en himmerlandsk kvinde fik ham til at slå sig ned i området.
Selv om de ikke er sammen mere blev han så glad for området, at han slog sig ned her og for fire år siden startede sit eget firma. I dag foretrækker han Jylland, som han også ser meget af på opgaver rundt om i landet.
Hjemme i Løgstør er han også rigtigt glad for samarbejdet med bogholderen Tanja Gregersen. Ud over tal er hun også god til bogstaver, som han som ordblind godt kan fare vild i. Og så er det også hende der har fået skabt lidt opmærksomhed omkring den fine kåring.
Af fremtidsplaner har han at blive ved med at arbejde og få tilfredse kunder. Om firmaet vokser nok til at en tredje ansat skal søges, ved han ikke endnu. Foreløbig overvejer han at få en lærling.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.