Banken sagde nej til Annas iværksætterdrøm: Nu får hun stort legat

Anna Kirstine Borg fra Thy har slået sig op på fiskekasser - nu har hun fået 10.000 euro til at tage virksomheden til næste niveau

Anna Kirstine Borg fra Thy er én af tre danske kvinder, der har modtaget Visas "She's Next"-legat. <i>Foto: Ida Buss</i>

Anna Kirstine Borg fra Thy er én af tre danske kvinder, der har modtaget Visas "She's Next"-legat. Foto: Ida Buss

THY/VIBY SJÆLLAND: Med virksomheden Annas Fiskekasser har Anna Kirstine Borg en drøm om at levere bæredygtig fisk til danskerne.

Men den drøm har ikke været nem at løbe i gang for eksil-thyboen, der i dag er bosat i Viby Sjælland.

Anna Kirstine Borg tog springet i slutningen af 2019. Hun startede med en enkelt fryser i kælderen og salg til venner og bekendte med udgangspunkt i det kollektiv, hun boede i. For overhovedet at have penge til at købe de mest basale nødvendigheder for en lille virksomhed tog hun rengøringsarbejde og arrangerede danseundervisning.

I dag har hun adskillige frysere og en lille produktion, men det har krævet hårdt arbejde. Anna Kirstine Borg har oplevet meget modgang med hensyn til at blive accepteret i fiskerimiljøet, og derudover har det været umuligt at låne penge i banken til at foretage de tiltag og investeringer, der nødvendigvis skal til for at få forretningen til at vokse.

- Hvis ikke man har en vis størrelse, eller de ikke tror på ens ide, så er det svært. Problemet er jo så, at man på den måde aldrig kan få en positiv cirkel i gang for alvor, siger Anna Kirstine Borg.

Interessen for fiskeriet har hun haft inde under huden siden barndommen i Thy, hvor hendes familie har været i fiskeribranchen i over 50 år. Dermed har hun opbygget både dén viden og dén kærlighed, der skulle til for at starte Annas Fiskekasser.

De fisk og skaldyr, som Annas Fiskekasser udbyder i sin onlineshop, fanges af små fiskekuttere uden brug af trawl. Fiskerne kan bruge stående net, som fiskene selv svømmer ind i, og der er tale om nøjagtigt udvalgte maskestørrelser, så bifangsterne reduceres.

Nu lysner det imidlertid for den håbefulde iværksætter. Som én af tre danske kvindelige iværksættere har Anna Kirstine Borg fået tildelt Visas "She's Next"-legat, som består af 10.000 euro til hver modtager samt et års personlig ekspertrådgivning via finansieringsplatformen IFundWomen.

- Da jeg fik at vide, at jeg havde fået legatet, var det en kæmpe opmuntring og en stor lettelse. Jeg følte en anerkendelse. Endelig var der nogen, der forstod, hvad jeg ville med min forretning,” siger Anna Kirstine Borg.

Legatet åbner nye muligheder for den lille start-up, fortæller Anna Kirstine Borg.

- Nu kan jeg for eksempel købe den lynhakker, jeg har gået og drømt om, og jeg kan komme i gang med at lave fiskefars i flere varianter. Og jeg vil bedre være i stand til at kunne slå til på tilbud om rabat ved at købe ind i store mængder og dermed opbygge et lager, så jeg kan imødekomme en større efterspørgsel, siger Anna Kirstine Borg, der oprindeligt er uddannet modedesigner og har arbejdet med design af alt fra brudekjoler til teaterkostumer.

I det kommende år håber hun, at hun med de tiltag, hun sætter i værk, vil se Annas Fiskekasser vokse og blive mere kendt. Og så håber hun, at man rundt omkring i de små havne vil se flere og flere små kuttere sejle ind – med skånsomt fangede fisk, som forbrugerne i stigende grad vil efterspørge.

- Hvor ofte hører man ikke sætninger som ’Du kan ikke leve af det’ og den slags. Nej, det kan jeg måske ikke nu, men jo, det kan jeg jo komme til, hvis jeg kommer ud til de rigtige folk på den rigtige måde, siger Anna Kirstine Borg.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.