Banksvindlere lokker 35 millioner ud af danske ofre

Selv om antallet af forsøg på netbanksvindel er steget, er udbyttet faldet. Nye metoder tages i brug.

De fleste er efterhånden klar over, at man ikke skal udlevere koder eller personlige oplysninger til fremmede mennesker over telefonen.

Alligevel lykkes det fortsat for kriminelle at svindle et tocifret millionbeløb ud af danske bankkunder hvert halvår.

Den seneste opgørelse fra Finans Danmark, som er pengeinstitutternes brancheforening, viser, at der i første halvår i år blev svindlet for 35,3 millioner kroner.

Det er lidt mindre end forrige halvår, hvor svindlen løb op i 39,2 millioner kroner.

Og det er ikke, fordi svindlerne er mindre ihærdige. Tværtimod. Men hvor det lykkedes at stoppe 47 procent af svindelnumrene sidste efterår, hedder tallet 60 procent for det seneste halvår.

Problemet er imidlertid, at svindlerne har fundet en ny metode, hvor bankerne ikke aner uråd, før det er for sent.

Ved i telefonen at udgive sig for at være ansat i banken eller en politibetjent lykkes det nogle gange at få ofret til selv at logge ind på sin netbank og overføre pengene til en fremmed konto.

- Ofrene får typisk at vide, at deres konto er hacket, og at de derfor skal flytte pengene over på en anden konto, der ikke tilhører dem.

- Det ligner enhver anden pengeoverførsel, og derfor er der ikke umiddelbart nogen alarmklokker, der ringer hos bankerne, siger Michael Busk-Jepsen, der er digitaliseringsdirektør i Finans Danmark.

Han opfordrer derfor til, at man tænker sig om en ekstra gang, når nogen ringer og udgiver sig for at være bankansat eller fra politiet.

- Ingen – hverken banker, politi, Nets eller andre – vil bede om personlige oplysninger som NemID-koder eller MitID-login på telefon, mail eller sms.

- De vil heller aldrig bede dig om at flytte penge fra en konto til en anden, siger han.

I første halvår i år blev der registreret omkring 1200 tilfælde af forsøg på svindel via såkaldt "social engineering".

Begrebet dækker over sager, hvor brugerne lokkes til at afgive oplysninger på baggrund af falske mails, sms'er eller telefonopkald.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Kendt kok skal i retten: Her er tiltalen
Luk