Baronessen er gået fallit
Kort før 10-års jubilæum må butikken kaste håndklædet i ringen
Opdateret kl. 13:24
Om mindre end to uger kunne den populære butik have holdt sit ti års jubilæum, men nu kommer det aldrig til at ske.
"Baronessen" - der sælger lækkert kvalitetstøj til kvinder - er gået konkurs.
På sin egen Facebook-side skriver Thisted-butikken sådan her til sine kunder:
"Vi har kæmpet med alt, hvad vi havde at give af - og nu kan vi ikke mere".
Facebook-opslaget modtages med både ærgrelse og medfølelse i form af kommentarer fra en stor skare af kunder.
"Tak for god betjening. Held og Lykke fremover", skriver én af dem.
"Øv, hvor trist", skriver en anden - mens det fra en tredje lyder: "Oh, for pokker da. Byens bedste butik".
Økonomien blev udhulet
Selskabet bag butikken blev stiftet 14. februar 2014 af Susanne Seerup.
Men et kig i cvr-registret afslører, at de seneste år gradvist har udhulet selskabets økonomi. Det seneste regnskab blev afsluttet 30. juni 2023 - og offentliggjort umiddelbart inden jul. Heri kan man læse om et mindre underskud på 98.814 kroner.
Værre er det imidlertid, at egenkapitalen er negativ - med et minus på 300.205 kroner. I ledelsesberetningen oplyses det dog, at man "forventer at reetablere egenkapitalen gennem fremtidige overskud, herunder forventer man at kunne øge omsætningen både i forretningen og på webshop".
Det er dog ikke sket, og nu har Retten i Holstebro 1. februar erklæret selskabet konkurs.
Derfor er butikken, der har haft adresse på Nytorv 1 i Thisted, nu også blevet lukket.
I butikkens førnævnte Facebook-opslag kan man læse sådan her om den triste udvikling:
"Efter nogle hårde år - og i særdeleshed efter et 2023 - hvor salget desværre har svigtet kombineret med stigende omkostninger, har vi været nødsaget til at kaste håndklædet i ringen. Vi er oprigtigt kede af det - og takker af hjertet alle de skønne mennesker, der har støttet butikken gennem årene".
Nordjyske har talt med kurator Jonas Houkjær Bech, der oplyser, at det er butikken selv, der har indgivet konkursbegæringen.
- Ejerne kunne se, at det her ikke stod til at redde. Og når en ledelse vurderer, at et selskab ikke kan reddes, så er det her (at indgive en konkursbegæring, red.) det rigtige at gøre. Så de har gjort det, de skal, siger Jonas Houkjær Bech, der arbejder som advokat ved Advodan i Thisted.
Jonas Houkjær Bech er nu i gang med at realisere butikkens varelager og at få overblik over de kreditorer, der måtte være.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.