Bavarian Nordic sælger flere koppevacciner til EU

Bavarian Nordic har landet en ordre på yderligere 170.000 doser koppevaccine, som skal leveres senere i år.

Imvanex er en eftertragtet vaccine, fordi det er den eneste på markedet, der er godkendt til brug mod abekopper. (Arkivfoto). <i>François Lo Presti/Ritzau Scanpix</i>

Imvanex er en eftertragtet vaccine, fordi det er den eneste på markedet, der er godkendt til brug mod abekopper. (Arkivfoto). François Lo Presti/Ritzau Scanpix

Det danske biotek-selskab Bavarian Nordic har endnu engang opjusteret sine forventninger til årets omsætning og resultat, efter at en ny aftale om levering af koppevaccinen Imvanex er blevet indgået.

Det er EU's Myndighed for Kriseberedskab og Kriseindsats på Sundhedsområdet (Hera), der har lagt billet ind på yderligere 170.000 doser Imvanex. Det er mere end en fordobling af de leverancer, der allerede har fundet sted.

Imvanex er den eneste koppevaccine, der er godkendt til brug mod abekopper, og det har øget efterspørgslen ganske betragteligt, i takt med at abekopper har spredt sig over det meste af verden.

- De europæiske lande er fortsat betydeligt ramt af abekopper, og mange EU-medlemsstater er afhængige af tilgængeligheden af vacciner gennem Hera for at kunne reagere på udbruddet.

- Vi er glade for at kunne levere yderligere vacciner allerede i år, hvilket gør det muligt for Hera at øge sin indsats på kort sigt, siger Paul Chaplin, der er administrerende direktør i Bavarian Nordic, i en pressemeddelelse.

Bavarian Nordic forventer nu en omsætning i intervallet mellem 2,8 milliarder og 3 milliarder i år, hvilket er 100 millioner højere end hidtil.

Samtidig løftes forventningerne til driftsresultatet. Det vurderes nu at ende mellem nul og et underskud på 200 millioner kroner.

Bavarian Nordic-aktien er onsdag formiddag en af de eneste af C25-aktierne, der handles til en højere kurs end dagen før. Den ligger i kurs 249, hvilket svarer til en stigning på 1,2 procent.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden