Beskæftigelsen slår rekord: Voksede med 2700 i november
Beskæftigelsen voksede med 2700 personer i november og sætter endnu en gang rekord, viser nye tal.
Opdateret kl. 08:29
Antallet af beskæftigede fortsætter med at vokse ufortrødent, viser friske tal fra Danmarks Statistik.
Her har man opgjort det sæsonkorrigerede tal for antal lønmodtagere i november til 3.035.400 personer.
Det er 2700 flere end i oktober, og det er ny rekord for antallet af beskæftigede herhjemme.
- Vi økonomer kan ikke rigtig længere tillade os at være overraskede over, at beskæftigelsen bare bliver ved med at stige.
- Det er efterhånden flere år i træk nu, at beskæftigelsen har overgået forventningerne med flere længder, og sidste år var ingen undtagelse, skriver Palle Sørensen, der er cheføkonom i Nykredit i en kommentar til tallene.
Hos Arbejdernes Landsbank forventer cheføkonom Jeppe Juul Borre ikke, at den sidste rekord er sat i denne omgang, selv om skyerne i horisonten ser lidt mere grå ud efter valget af Donald Trump som amerikansk præsident.
- Ender vi i handelskrig, kan det smitte negativt af på den danske økonomi og beskæftigelsen.
- For nuværende forventer vi imidlertid fortsat stigning i beskæftigelsen i 2025, om end i et mindre omfang end i 2024, og vi erkender samtidig den store usikkerhed for fremtiden, skriver han i en kommentar.
Thomas Gress, der er seniorøkonom hos SMV Danmark, har noteret, at antallet af udenlandske lønmodtagere steg med hele med 2900 personer, hvilket altså overgår stigningen i den samlede beskæftigelse.
- Uden dette bidrag havde lønmodtagerbeskæftigelsen stået i stampe. Om beskæftigelsesrekorderne fortsætter, vil - i fravær af yderligere reformer, som løfter arbejdsudbuddet - være et spørgsmål om tilgangen af udenlandsk arbejdskraft, mener han.
Sammenligner man med november 2023, er der kommet 29.600 flere lønmodtagere det seneste år.
Væksten er hovedsageligt sket i det private, hvor der er 25.300 flere beskæftigede.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.