Bilkøbere flygter fra denne type bil: Det er blevet for dyrt

Der er sket noget markant med bilkøbernes vaner

Salget af en bestemt type bil er nu nærmest ikke-eksisterende. Og der er ikke udsigt til comeback, vurderer FDM. <i>Foto: Lars Pauli</i>

Salget af en bestemt type bil er nu nærmest ikke-eksisterende. Og der er ikke udsigt til comeback, vurderer FDM. Foto: Lars Pauli

NORDJYLLAND:Mens salget af elbiler stiger kraftigt, er der en anden type bil, som er gået fuldstændig i stå.

For få år siden var der ellers rift om biltypen hos private, men nu er salget nærmest ikke-eksisterende.

Det drejer sig om dieselbilerne, skriver FDM.

I årets første tre måneder blev der leveret sølle 320 dieselbiler til private forbrugere. Det er under to procent af det samlede antal solgte biler til private i perioden.

Dieselbilerne har ellers tidligere hittet blandt prisbevidste danskere. I 2018 udgjorde de næsten en femtedel af det samlede bilsalg til private.

Men nu er dieselbilerne – på trods af at de kører langt på literen – blevet for dyre at købe, lyder forklaringen fra FDM.

Årsagen til nedturen

Det skyldes blandt andet en omlægning af registreringsafgiften tilbage i 2020, som betyder, at dieselbiler ikke længere får samme rabat for at køre længere på literen.

- Det er også blevet dyrere at eje en dieselbil, da udligningsafgiften i 2021 blev hævet med 21 procent, og at ejerafgiften generelt kommer til at stige med 37 procent fra 2021 og frem mod 2026. Samlet set gør begge stigninger det dyrere at eje en dieselbil, siger forbrugerøkonom hos FDM, Ilyas Dogru.

Samlet blev der i første kvartal solgt 16.920 biler til private. Her udgjorde dieselbilerne under to procent.

I den modsatte retning trækker elbilerne, der er populære som aldrig før. Især en række massive prisnedsættelser fra Tesla har sat fut i salget af elbiler – også de brugte af slagsen.

Nu er dieselbiler dyrest

Nedturen for dieselbilerne begyndte at tage fart allerede sidste år, og der er ikke udsigt til et comeback, vurderer FDM.

Dels fordi gennemsnitsprisen for en dieselbil nu er højere end for både benzinbiler, elbiler og plugin-hybrider, ifølge beregninger fra Danmarks Statistik.

- Samtidig er der reelt ikke mindre biler med dieselmotor på markedet længere, så i de klasser, hvor dieselbilerne markedsføres, er prisen så høj, at man kan vælge en elbil som alternativ. Også fordi elbilerne er markant billigere i drift, lyder det fra FDM.

I 2022 var gennemsnitsprisen for de dieselbiler, som danskerne købte, 467.237 kroner. Til sammenligning kostede en gennemsnitlig benzinbil 246.904 kroner, mens prisen for en elbil var 453.235 kroner.

En plugin-hybrid stod i 461.121 kroner.

Den mest solgte bil til private i første kvartal var Tesla Model Y med 4008 nyindregistreringer.

Ifølge Danmarks Statistik kører der fortsat 754.000 private dieselbiler rundt på de danske veje.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.