Produktionsproblemer trykker fortsat bilsalget i bund

I august blev der indregistreret 12.756 nye biler. Det er et fald på 19,5 procent sammenlignet med sidste år.

Der blev indregistreret 12.756 nye personbiler i august, hvilket er næsten 20 procent færre end i samme måned sidste år. Antallet af elbiler på de danske veje vokser, viser nye tal. (Arkivfoto). <i>Simon Læssøe/Ritzau Scanpix</i>

Der blev indregistreret 12.756 nye personbiler i august, hvilket er næsten 20 procent færre end i samme måned sidste år. Antallet af elbiler på de danske veje vokser, viser nye tal. (Arkivfoto). Simon Læssøe/Ritzau Scanpix

Produktionsproblemer, brudte forsyningskæder og leveranceproblemer er alt sammen med til fortsat at spænde ben for bilsalget i august.

Det siger Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom hos Arbejdernes Landsbank. Han sammenligner niveauet med situationen under coronakrisen.

- Bilsalget er sendt total til tælling i 2022, lyder konklusionen efter at nye tal er blevet offentliggjort torsdag.

I august blev der indregistreret 12.756 nye personbiler, viser tal fra De Danske Bilimportører.

Det er markant flere end i juli, men det svarer derimod til et fald på 19,5 procent sammenlignet med samme august sidste år.

- Bilsalget bliver holdt i ekstremt kort snor, og det blev blot yderligere forværret efter Ruslands invasion af Ukraine, lyder det fra cheføkonomen i en skriftlig kommentar.

- Det skaber mangel på vigtige reservedele til produktionen, og det rammer også bilsalget i Danmark.

En anden side af historien er, at der kører mange flere elbiler rundt i år, end tilfældet var sidste år, viser tallene.

Cirka 95.000 elbiler kører på de danske veje i år. Det er næsten en fordobling sammenlignet med 2021.

Det får da også De Danske Bilimportører til at efterspørge langt flere ladepunkter i landet.

Antallet af ladestationer har egentlig udviklet sig med samme hast som salget af elbiler, men der skal langt flere til, hvis den manglende infrastruktur ikke skal blive en hindring for udviklingen, mener organisationen.

- Det går den rigtige vej med opsætningen af ladestandere til elbiler, men der er over 730.000 danske familier med bil, der bor i enten etagebolig eller rækkehus, som ikke nødvendigvis har mulighed for egen ladeboks, siger direktør i De Danske Bilimportører, Mads Rørvig, i meddelelsen.

- Disse familier er afhængige af offentlige "kantstens-ladere" og opladning på arbejdspladsen. Her skal der for alvor turbo på, lyder opfordringen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden