Kirken må aldrig kun være til for sig selv og en hellig inderkreds. Den skal være til for verden. Jeg ved, at nogen synes, at dørtærsklen ind til kirken er alt for høj. Det skal vi som kirke tage alvorligt, og det har jeg som biskop altid været meget optaget af.

Hvordan kan vi som kirke også være noget for dem, vi ellers kun ser til jul, barnedåb eller bisættelse? Eller måske ser vi dem slet ikke. Hvordan rækker vi en hånd ud og viser, at kirken repræsenterer andet end søndagens højmesse?

Den skal vi selvfølgelig fortsat prioritere og udvikle, men vi skal samtidig vise, at kirken er mere og andet end den traditionelle gudstjeneste. Folkekirken er også foredrag, koncerter, filosofiske samtalesaloner, sorggrupper og tilbud til sårbare familier.

Og en præst er ikke “kun” en forkynder af Guds ord iført den sorte velkendte præstekjole. Præsten er også en åndelig samtalepartner og medmenneske, som aldrig er længere end en opringning væk. Man kan sågar chatte helt anonymt med en præst på nettet.

Vi kalder samtalen med en præst for sjælesorg, som oversat betyder “omsorg for sjælen”. Det er, kort fortalt, en samtale om det, der rører sig i dig. Om Corona-bekymringer, om et parforhold, der slår sprækker, eller om sorgen efter tabet af en elsket.

Men ved den brede befolkning, at det forholder sig sådan? Jeg tvivler på det.

Folkekirken skal være der for folket

I kirken holder vi fast i, at der er menneskelige vilkår i tilværelsen, som vi ikke kan problemløse os ud af. Uanset, hvor dygtige vi er, kan vi ikke fjerne sygdom, død og lidelse.

Magtesløshed kan nemt blive et fremmedord i en individualiseret kultur, hvor vi bilder os ind, at vi med den helt rigtige kål-kur, et sundt forhold til alkohol, og tre ugentlige løbeture er sikret et langt og lykkeligt liv, indtil vi fredeligt udånder med et glas portvin i hånden og sød musik på anlægget.

Det er ikke for at være lyseslukker, jeg siger sådan. Sådan en udgang kan jeg selv drømme om, men det er vigtigt, at vi minder hinanden om, at vi aldrig kan have den fulde kontrol over tilværelsen. Det har Corona også sat en fed sort streg under. Men vi kan være der for hinanden, når ulykken rammer. Vi kan give plads til mørket, lige så vel som vi giver plads til lyset.

Jeg tror, vi mere end nogensinde har brug for åndelige fællesskaber, og åndelige vitaminpiller.

Og mere end nogensinde har vi brug for, at vi som kirke flittigt samarbejder med civilsamfundet. Overalt i Aalborg stift oplever jeg spirende projekter, hvor Folkekirken løfter vigtige samfundsopgaver sammen med kommuner, uddannelsesinstitutioner osv. Det kan være samarbejde med sygeplejersker, som besøger syge i deres hjem. Her kan præsten spille en helt central rolle som den samtalepartner, der har tiden og overskuddet til at lære lige præcis det menneske at kende.

Men præsterne, der besøger syge og svækkede i hjemmet, oplever, at mange næsten bliver forskrækkede, når sygeplejersken foreslår en samtale med en præst. “Er jeg da døende?”, lyder svaret.

At præsten forbindes med døden er én ud af mange forestillinger, som fortsat trives, men ikke har meget hold i virkeligheden.

Så vi står med en stor udfordring som kirke. Vi skal have oplyst om kirkens mange facetter, og vi skal udfordre de mange fordomme, vi fortsat møder. At kirken er støvet, uaktuel og selvhøjtidelig. At kirkerne står rungende tomme, når kirkeklokkerne kalder til højmesse. Vi skal fortsat arbejde benhårdt på at file dørtærsklen ned, så vi kan leve op til vores navn som FOLKETS kirke.

For at komme lidt tættere på Henning Toft Bro har vi bedt ham besvare tre spørgsmål om politik, udvikling og inspiration.

I Aalborg Stift er Folkekirken begyndt at arbejde tæt med regionens kommuner. Og det er positivt!

Hvad er det mest positive, der er sket inden for folkekirken de seneste 3 år?

Folkekirken samarbejder i langt højere grad med civilsamfundet, og det er en kæmpe gevinst. I Aalborg stift kommer det blandt andet til udtryk på den måde, at Folkekirken arbejder tæt sammen med mange af Regionens kommuner, når det gælder det sociale arbejde.

Det kan for eksempel være samarbejde omkring samtalegrupper for pårørende til mennesker ramt af en demenssygdom, omsorgen for kritisk syge eller døende, eller en forebyggende indsats for udsatte unge. Alt sammen fortæller det mig, at kirken spiller en væsentlig rolle i folks bevidsthed som en troværdig og aktiv medspiller i deres liv. Og det vil vi gerne være!

Vi skal fokusere på at få folk til at blive i de små landsogne.

Hvis du var kirkeminister, hvad ville du så sætte i fokus som det første? Jeg ville fokusere på udfordringerne med at bevare og styrke de små landsogne. Her er der store udfordringer - blandt andet med fraflytning. I mange sogne er kirken den sidste bastion som garant for sammenhæng og mening, og derfor bør det område prioriteres højere, så det igen bliver attraktivt at bo - og være præst - i de tyndt befolkede områder af landet.

Henning Toft Bro finder inspiration i musikken.

Hvem er din største inspirationskilde og hvorfor? Jeg er et musikalsk menneske, og Salmebogen og Højskolesangbogen er for mig en evig kilde til trøst og inspiration. I salmens, sangens og visens fortættede og stramme form formår de gode digtere at destillere store eviggyldige sandheder ned til korte indholdsmæssige sætninger, som jeg kan drikke af og tære på igen og igen.

Det giver en form for mening og trøst, og det giver samtidig en glæde ved livet, både når sorgen kaster skygger ind over livet, og når samme liv leger lærkespring.