Bøder og retssager hænger stadig over Danske Bank

Hvidvasksagen er langt fra en saga blot for Danske Bank, der i sit regnskab må liste synderegisteret op.

Danske Bank mangedobler overskuddet <i>Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix</i>

Danske Bank mangedobler overskuddet Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Danske Banks jurister har fortsat meget at se til, når det kommer til følgerne af den markante hvidvasksag fra Estland.

Det understreger bankens regnskab for 2021, hvor banken gennemgår de sager, der kan give bøder, retssager og andre ubehageligheder. Her fylder hvidvasksagen meget.

- Danske Bank samarbejder fortsat med forskellige myndigheder vedrørende den nedlukkede non-resident-portefølje i den tidligere filial i Estland.

- Dette omfatter både strafferetlige undersøgelser og myndighedsundersøgelser, som foretages af myndighederne i Estland, Danmark, Frankrig og USA, skriver Danske Bank.

Sagen, der blev afsløret af Berlingske, består i, at milliarder og atter milliarder kroner blev hvidvasket fra Rusland og andre tidligere sovjetrepublikker gennem Danske Banks estiske afdeling.

Sagen kostede ledelsen jobbet, og senest har USA rejst en erstatningssag mod banken.

- Tidshorisonten for undersøgelserne, deres udfald og den efterfølgende dialog med myndighederne kendes fortsat ikke.

- Det er desuden fortsat ikke muligt pålideligt at vurdere, hvornår der falder afgørelse i sagen, hvad afgørelsen vil indebære, og hvilket – potentielt væsentligt – beløb en aftale eller bøde vil lyde på, skriver Danske Bank i sit regnskab.

Der ud over er der en række civile sager mod Danske Bank i både Danmark og USA, hvor eksempelvis investorer søger erstatning for deres tab på miseren.

- Banken har til hensigt at forsvare sig mod de forskellige krav. Tidspunkterne for sagernes afslutning (verserende og kommende) og udfaldet er forbundet med usikkerhed, men der kan potentielt være tale om væsentlige beløb, skriver Danske Bank.

Hvidvasksagen er dog langt fra den eneste sag, der ligger på juraafdelingens skrivebord.

Der er blandt andet problemer med indkrævet skat og ikke mindst sagen om, at banken har overopkrævet i sin inkassoforretning.

- Som vi løbende har kommunikeret, er vi i forbindelse med vores undersøgelse af de oprindelige datafejl blevet opmærksomme på en række andre mulige problemstillinger, som vi fortsat undersøger. Dette betyder, at flere kunder forventes at være berettiget til kompensation, skriver banken.

Der ud over er banken politianmeldt og sigtet for markedsmanipulation og så er der den store Flexinvest-Fri-sag, hvor banken havde rådet kunder til at investere i Flexinvest-Fri selv om banken var vidende om, at det ikke var i deres interesse.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.