Boligpriserne tog et nyt dyk i august

Boligpriserne er nu faldet to måneder i træk. Hovedstadsområdets lejligheder står for de største fald.

Der bliver stadig solgt boliger, men det sker til kvadratmeterpriser, der er lavere, end de har været. (Arkivfoto). <i>Mathias Bojesen/Ritzau Scanpix</i>

Der bliver stadig solgt boliger, men det sker til kvadratmeterpriser, der er lavere, end de har været. (Arkivfoto). Mathias Bojesen/Ritzau Scanpix

Det var ikke en enlig svale, da boligpriserne for første gang i lang tid faldt i juli.

Boligsiden har torsdag morgen opgjort sin boligprisstatistik for august, og her er tendensen igen nedadgående.

Korrigeret for sæson faldt huspriserne i august med 0,4 procent, mens lejligheder faldt 1,2 procent. I rene tal er der tale om fald på henholdsvis 0,5 procent og 1,6 procent.

Dermed har boligmarkedet bevæget sig ind i en ny fase, konstaterer Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

- I takt med at den økonomiske situation med rentestigninger, inflation og højere energipriser fylder mere blandt befolkningen, sker der også en ændring på boligmarkedet.

- Køberne kan ikke nødvendigvis blive godkendt til de samme beløb i banken, som de kunne for blot få måneder siden. Det lægger en dæmper på handelsaktiviteten, og samtidig stiger udbuddet, siger hun.

Mira Lie Nielsen, der er boligøkonom og chefanalytiker hos Nykredit, hæfter sig ved, at prisfaldene er størst i København og omegn.

Faktisk er faldet i priserne på ejerlejligheder i København det største, der er registreret i på en enkelt måned siden 2011.

- De seneste tre måneder er priserne i København By samlet allerede faldet 4,6 procent efter sæsonkorrektion.

- I de dyreste områder og på ejerlejlighedsmarkedet har budgettet hos boligkøberne længe været presset til det yderste, og når så renterne stiger, så falder mange fra, vurderer hun.

Mira Lie Nielsen forventer, at boligpriserne vil fortsætte med at falde det næste halvandet års tid, og at faldet vil ligge på omkring 7 procent for huse på landsplan og 11 procent for lejligheder.

Trods det vil boligpriserne til den tid fortsat ligge højere, end de gjorde før 2020, hvor de for alvor begyndte at stige.

Boligsiden er en fælles boligportal, hvor man kan finde alle boliger, der er sat til salg via en ejendomsmægler. Boligsiden står desuden bag en lang række faste, månedlige analyser af boligmarkedet.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.