Brændeforhandlere melder om kaotiske tilstande på markedet

Store prisstigninger, risiko for hamstring og udtømte lagre præger ifølge flere forhandlere brændesalget.

Brændeforhandlere oplever, at kunder forsøger at hamstre brænde. (Arkivfoto). <i>Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix</i>

Brændeforhandlere oplever, at kunder forsøger at hamstre brænde. (Arkivfoto). Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

De stigende energipriser har sendt efterspørgslen på brænde i vejret.

Flere forhandlere af brænde melder om store prisstigninger, lav varebeholdning og risiko for hamstring.

En af dem, der mærker den store efterspørgsel, er Tommy Bruus-Jensen, som er indehaver af virksomheden Dansk Brændesalg.

- Vi har en efterspørgsel, der er ti gange højere, end den plejer at være på det her tidspunkt.

- Vi plejer på nuværende tidspunkt at have 800-1000 paller på lager, og vi har 7 tilbage af de 60 paller, vi fik onsdag, siger han.

Tommy Bruus-Jensen oplever også, at nogle forsøger at hamstre brænde. Det kan han se ved, at kunder, der normalt afgiver en lille ordre, pludselig forsøger at købe et stort parti brænde.

- Vi har meldt ud til vores kunder, at de må købe det, de plejer at købe, siger Tommy-Bruus Jensen.

Også hos virksomheden Nordicwoods, der sælger brænde, er man opmærksom på risikoen for hamstring. Det fortæller Peter Scheibel, direktør for Nordicwoods.

- Vi opfordrer vores kunder til at købe et tårn ad gangen, så vi ikke står i en situation, hvor vi ikke kan servicere vores kunder.

- For der er en reel risiko for, at vi står midt i vinteren og egentlig ikke har ressourcer tilovers til kunderne, siger Peter Scheibel.

Den store efterspørgsel resulterer også i højere priser. Særligt efterspørgslen fra andre lande i Europa får indkøbsprisen til at stige hos forhandlerne, hvilket man også mærker som forbruger.

- På langt de fleste af vores produkter er prisen næsten tredoblet i forhold til samme tidspunkt sidste år, siger Peter Lund, der er medejer af webshoppen Fyr-selv.dk.

Forhandlerne bekræfter også, at de har måttet melde udsolgt af en del varer, som de normalt har på lager.

- Langt de fleste af vores produkter har vi haft udsolgt mindst én gang. For øjeblikket er det mere reglen end undtagelsen, at vi kun har en eller to produktvarianter på lager, siger Peter Scheibel, direktør for Nordicwoods.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.