Britisk bankmand overtager formandsposten i Nordea
Den nuværende bestyrelsesformand i Nordea, Torbjörn Magnusson, har siddet på posten siden 2019.
Nordea skifter bestyrelsesformand til oktober, skriver banken i en meddelelse.
Det er britiske Stephen Hester, der overtager formandsposten fra Torbjörn Magnusson.
Han sidder i øjeblikket som bestyrelsesformand i lavprisluftfartsselskabet EasyJet og har tidligere været topchef i Royal Bank of Scotland i en årrække.
- Det er et stort privilegium at blive nomineret til at tiltræde posten som Nordea-formand, lyder det fra briten i meddelelsen.
- Banken er i mine øjne den bedst positionerede til at lykkes af alle nordiske banker, og jeg støtter fuldt ud det team og den strategi ledet af Frank Vang-Jensen (Nordeas administrerende direktør, red.), som eksekverer så godt.
Når Torbjörn Magnusson, der har siddet som formand siden 2019, fratræder sin post, fortsætter han i stedet en rolle som menigt bestyrelsesmedlem, oplyser Nordea.
Det er et nomineringsudvalg, der har foreslået Hester som ny formand. Formelt mangler han at blive valgt til bestyrelsen. Det ventes at ske ved Nordeas næste generalforsamling i marts.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.