Byggefirma varslede massefyringer – nu skal det sælges
2022 slutter med et stort millionunderskud - og en ejer, der ikke længere vil være med
LØGSTØR: En af de helt store byggevirksomheder i Nordjylland står midt i et stormvejr med massefyringer og dundrende millionunderskud.
Og nu vil ejeren også af med det.
Det drejer sig om Løgstør-virksomheden Scandi Byg, der omsætter for over 300 millioner kroner årligt og beskæftiger 220 ansatte.
I en meddelelse til fondsbørsen skriver Scandi Bygs ejer, entreprenørkoncernen MT Højgaard, at man vil frasælge den nordjyske byggevirksomhed.
- Vores analyse er, at MT Højgaard Holding ikke er den bedste ejer af Scandi Byg. Vi skylder medarbejdere, partnere og kunder at etablere et langsigtet ejerskab, der kan skabe stabilitet og realisere Scandi Bygs potentiale, skriver Henrik Mielke, koncernchef i MT Højgaard, i meddelelsen.
Kommer ud med stort underskud
Scandi Byg udvikler, producerer og opfører såkaldte modulbyggerier i træ - og er landets største inden for netop den disciplin.
Men økonomien i selskabet har gennem længere været nedadgående. Da regnskabet for 2021 landede, viste det, at overskuddet var styrtdykket som følge af flere store udskudte byggeprojekter.
Nu lyder meldingen fra MT Højgaard, at Scandi Byg i år vil give et underskud på 56 millioner kroner. Det skyldes, at ”nye ordrer er indløbet så sent, at de først for alvor går i produktion i 2023.”
Tilbage i midten af november kunne Nordjyske fortælle, at Scandi Byg varslede massefyringer af op mod 60 ansatte.
- Det er voldsomt mange, vi skal sige farvel til nu. Men der er ingen vej udenom, hvis vi skal sikre vores arbejdspladser, lød det fra konstitueret administrerende direktør Torben Bloch Nielsen.
En voldsom opbremsning
Hans forgænger på posten, Christian Halken, havde i ugen før selv valgt at sige sin stilling op - efter skuffende økonomiske resultater.
Scandi Byg forklarede de mange afskedigelser med den voldsomme opbremsning i byggeriet - og i samfundet som helhed.
Det fik dog ikke Torben Bloch Nielsen til at frygte for virksomhedens fremtid, understregede han.
Hvem, der fremover skal eje Scandi Byg, er endnu uvist. MT Højgaard melder intet om konkrete forhandlinger med potentielle købere.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.