C25-indekset oplever syvendestørste fald nogensinde

Et stort dyk på det toneangivende danske aktieindeks har torsdag kostet investorer over 100 milliarder kroner.

Der var fra morgenstunden negativ stemning på den danske Nasdaq Copenhagen-børs, hvor aktiekurserne faldt ret markant. Og nedturen ændrede ikke kurs i løbet af dagen, som blev en af de værste i indeksets historie. (Arkivfoto). <i>Signe Goldmann/Ritzau Scanpix</i>

Der var fra morgenstunden negativ stemning på den danske Nasdaq Copenhagen-børs, hvor aktiekurserne faldt ret markant. Og nedturen ændrede ikke kurs i løbet af dagen, som blev en af de værste i indeksets historie. (Arkivfoto). Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

C25-indekset falder torsdag med 3,5 procent.

Det er det syvendestørste fald nogensinde på det toneangivende aktieindeks.

Faldet sker, efter at den amerikanske centralbank, Fed, onsdag aften hævede renten med 0,75 procent.

Der var fra morgenstunden negativ stemning på den danske Nasdaq Copenhagen-børs, hvor aktiekurserne faldt ret markant.

Og nedturen ændrede ikke kurs i løbet af dagen, som altså blev en af de værste i indeksets historie, der rækker tilbage til slutningen af 2016.

C25-indekset består af de 25 mest betydningsfulde aktier. Det er torsdag faldet til 1514,33.

Hårdest ramt er aktier som Rockwool og GN Store Nord, der falder med henholdsvis 8,2 og 7,7 procent.

Det har været en dag, som har gjort ondt på investorerne, lyder det fra Jacob Pedersen, som er aktieanalysechef i Sydbank.

- Investorerne har bare på de danske aktier tabt omkring 130 milliarder kroner på en dag som i dag. Så det er noget, der gør rigtig, rigtig ondt i depoterne rundtomkring, siger han.

Han forklarer, at det store dyk skyldes, at markedet er præget af nervøsitet.

- Investorerne er stadigvæk rigtig, rigtig nervøse over den pengepolitiske opstramning, der er i gang. Renterne stiger, og det stopper ikke, fordi inflationen er tårnhøj, og det er centralbankerne nødt til at bekæmpe.

- Samtidig breder der sig en endnu større nervøsitet nu, for at de her renteforhøjelser og den høje inflation suger så meget købekraft ud af almindelige mennesker, at økonomierne risikerer at ryge i bakgear, siger han.

Generelt er der for tiden en stor usikkerhed, som også i den kommende periode vil præge aktiemarkederne, lyder det fra analysechefen.

- Der er usikkerhed om, hvad det her nyere miljø med højere renter betyder for afkastet på aktier. Og vi ser usikkerhed om, hvorvidt økonomierne kan holde tempoet, eller om de måske slår bakgear på grund af den høje inflation.

- Alt den her usikkerhed giver udslag ved meget store udsving på markederne, og det må vi forvente, vil fortsætte hen over den næste periode, siger han.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden