destilleri og bryggeri

Asiater slukker i højere grad tørsten i Carlsbergs drikkevarer

Bryggeriet Carlsberg har solgt for mere end 20 milliarder kroner i tredje kvartal, viser regnskab.

Carlsbergs omsætning er vokset med 2,5 milliarder kroner i tredje kvartal. (Arkivfoto).
Carlsbergs omsætning er vokset med 2,5 milliarder kroner i tredje kvartal. (Arkivfoto). Andrew Kelly/Reuters

Opdateret kl. 15:39

Carlsbergs drikkevarer har været særdeles populære i Asien i selskabets tredje kvartal, hvor der har været betydelig fremgang at spore.

Bryggeriet omsatte på det asiatiske marked for 25 procent mere sammenlignet med samme periode sidste år, fremgår det af selskabets regnskab. Det er blevet offentliggjort onsdag eftermiddag.

De solide salgstal får da også Carlsberg til at løfte sine forventninger til hele året.

Bryggeriet omsatte i alt for mere end 20 milliarder kroner på tværs af samtlige markeder, hvor det asiatiske er det næststørste.

Det er en stigning på 2,5 milliarder kroner sammenlignet med samme kvartal sidste år, og det er noget, der luner hos topchefen Cees ’t Hart.

I en kommentar til regnskabet siger direktøren, at man både er tilfreds med vækst i Asien og på mange af de europæiske markeder.

- Når vi ser fremad, er forretningsmiljøet fortsat udfordrende med en usikker makroøkonomisk situation, meget høj inflation og svækkelse af forbrugernes købelyst, siger han.

- Vi vil løse disse udfordringer og behovet for prisstigninger ved at udnytte vores stærke kommercielle programmer.

Nu venter man en organisk vækst på mellem 10 og 12 procent. Før ventede man en "høj encifret vækst".

Det danske bryggeri ejer ølbrands som Grimbergen og 1664 Blanc. Begge produkter har oplevet højere popularitet blandt forbrugerne. Det samme gælder for Tuborg.

Carlsberg er i øjeblikket i gang med at sløjfe sin forretning i Rusland som konsekvens af krigen i Ukraine.

Ikke desto mindre oplevede bryggeriet noget højere omsætning på det russiske marked. Faktisk steg omsætningen i Rusland med hele 27 procent i perioden.

- Den betydelige og komplicerede opgave med at klargøre salget af de russiske forretninger fortsætter, lyder det fra selskabet i regnskabet.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden