Centerplaner ændret: Butikker skal alligevel ikke vige for lejligheder

Lejlighedsplaner på førstesalen i JP. Jacobsen Center er skudt til hjørne

Per Overgaard Christensen er medejer af JP. Jacobsen Center. <i>Foto: Bo Lehm</i>

Per Overgaard Christensen er medejer af JP. Jacobsen Center. Foto: Bo Lehm

THISTED:Selvom det tidligere har været oppe til overvejelse, slår medejer af JP. Jacobsen Center Per Overgaard Christensen nu fast, at der for nuværende ikke bliver tale om at transformere dele af første- eller stueetagen i centret fra butikker til lejligheder.

I stedet vil man arbejde for at udnytte andensalen, hvor der, efter Per Overgaard Christensens estimering, er plads til mellem fire og seks lejligheder.

- Vores planer med centret bærer præg af, at det egner sig til rigtig mange formål. Vi ligger på Nordvestjyllands mest attraktive placering, og der kan puttes rigtig meget ind i huset her, både lejligheder, liberale erhverv og butikker. Det kan rumme lidt af alt, hvis man gør det klogt, og vi ønsker selvfølgelig at gøre det så klogt som muligt, siger Per Overgaard Christensen og fortsætter:

- Vi har mange kvadratmeter på andensalen, der kunne egne sig til lejligheder, og dermed vil det altså ikke være noget, man bemærker i centret, hvis der bliver lavet lejligheder heroppe. Men det kan selvfølgelig have indflydelse på centrets udtryk udadtil, så vi er ved at finde ud af, hvor meget, der kan lade sig gøre under de nuværende lokalplaner, og hvor meget, det bliver nødvendigt at søge tilladelser til.

Centret er i sin konstruktion velegnet til boliger, fordi infrastrukturen med trappetårne, elevatorer, rulletrappe og selvfølgelig brandsikkerhed allerede er på plads.

Centrets ejere er, efter Per Overgaard Christensens udsagn, i dialog med tre parter, der kunne være interesserede i at eje en penthouselejlighed på én af Thisteds mest centrale adresser, og som allerede nu kan blive inddraget i processen med at kortlægge, hvordan planerne skal udmønte sig.

Ny lejer i stueetagen

Butikkerne i centret går dog ikke helt fri af omforandringer lige med det første. Ledelsen i JP. Jacobsen Center er lige nu i dialog med Brinch Sales, der ligger i H&Ms tidligere lokaler i stueetagen, om en flytning til centrets andensal.

Det giver plads til en ny lejer på én af centrets vel nok mest attraktive placeringer. Hvem det bliver, må vi dog vente lidt endnu med at blive klogere på:

- Vi er i dialog med tre forskellige lejere, og af hensyn til den proces vil jeg ikke kommentere yderligere på, hvem vi har i kikkerten, fastslår Per Overgaard Christensen.

Der er ikke for nuværende planer om at inddrage butiksareal i centrets stue- og førstesal til lejligheder, fortæller medejer af JP. Jacobsen Center Per Overgaard Christensen. <i>Foto: Bo Lehm</i>

Der er ikke for nuværende planer om at inddrage butiksareal i centrets stue- og førstesal til lejligheder, fortæller medejer af JP. Jacobsen Center Per Overgaard Christensen. Foto: Bo Lehm

Byggerod får en ende

Det er nok ikke gået de lokale næser forbi, at der også udenpå centret et sket lidt forandringer. Henover sommeren er de handlende i centret kommet ud på lidt af en omvej, når de skulle ud på Storegade.

Det er faktisk et stort ønske for centret, der er ved at gå i opfyldelse, fortæller Per Overgaard Christensen:

- Da vi byggede centret, ville vi gerne have haft en karruseldør. Det fik vi ikke lov til, fordi man vurderede, at det ville rage for langt ud på gågaden. Vi har imidlertid set er kæmpe varmetab i stueetagen, og i de her klimatider er det jo bekymrende med så meget spild, siger han og fortsætter:

- Da den gamle dør havde været i brug i efterhånden 14 år, stod den overfor en udskiftning. Derfor rettede vi henvendelse til kommunen igen og satte dem ind i sagen. Vi søgte i sommeren 2021 om lov til at lave om på døren, og da byggetilladelsen landede, gik vi umiddelbart efter i gang med at etablere den nye dør.

Det arbejde har strakt sig over sommeren, og den nye dør skulle gerne stå færdig inden 10. september, hvor den efter planen skal indvies. Det opfriskede indgangsparti kommer til at give centret et nyt udtryk udefra og samtidig skabe en ny oplevelse indefra.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.