virksomhedsregnskab

Chr. Hansen øger salget på globalt behov for ingredienser

Danske Chr. Hansen har i andet kvartal solgt for 2,3 milliarder kroner. Det viser selskabets regnskab.

Chr. Hansen har i sit andet kvartal haft øget salg og indtjening. (Arkivfoto).
Chr. Hansen har i sit andet kvartal haft øget salg og indtjening. (Arkivfoto). Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 09:29

En voksende global efterspørgsel efter forskellige ingredienser til blandt andet fødevareproduktion har bidraget til større salg hos Chr. Hansen.

Det fremgår af den danske ingrediensvirksomheds regnskab for andet kvartal. Kvartalet dækker over perioden december 2021 til februar 2022.

Chr. Hansen er blandt verdens største producenter af bakterier, kulturer og enzymer til mejeriprodukter og føde- og drikkevarer.

Chr. Hansens nuværende forretning er delt i to, hvor den ene producerer og sælger ingredienser til blandt andet brug i mejeriprodukter som yoghurt og ost, mens den anden del er fokuseret på kosttilskud.

Det er de to forretningsben, som hedder henholdsvis "Food Cultures & Enzymes" og "Health & Nutrition".

Begge forretningsben har oplevet et stigende salg i andet kvartal. Det skyldes en bred efterspørgsel globalt, viser Chr. Hansens regnskab.

På tværs af alle markeder har selskabet oplevet salgsvækst i kvartalet. Alene i den region, der dækker over Europa, Mellemøsten og Afrika, er salget vokset med 11 procent. Regionen er den største og udgør 36 procent af det samlede salg.

Samlet har Chr. Hansen i andet kvartal solgt for 2,3 milliarder kroner. Det er 17 procent højere end i samme periode året før.

Det større salg har været med til at give et overskud på 435 millioner kroner.

På grund af sin forretning og den tætte tilknytning til råvarer mærker også Chr. Hansen til stigende inflation. Derfor har selskabet allerede været nødt til at justere sine priser i andet kvartal.

For resten af det igangværende regnskabsår vil der komme yderligere justeringer, varsler selskabet i forbindelse med regnskabet.

Chr. Hansen varsler også, at Ruslands invasion af nabolandet i Ukraine vil komme til at påvirke både inflationsudviklingen samt selskabets salg og indtjening.

Det sidste hænger sammen med, at Chr. Hansen er stoppet med at levere alt andet end absolut nødvendige ingredienser til Rusland.

Samtidig vil alt overskud fra de fortsatte forretninger i Rusland blive doneret til humanitær hjælp i Ukraine.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden