Clever skruer op for tempoet og sætter flere ladere op

Clever har nu som målsætning at have sat dobbelt så mange ladestandere op med udgangen af 2025.

Casper Kirketerp-Møller <i>Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix</i>

Casper Kirketerp-Møller Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Elbiler udgør efterhånden en større og større del af det danske bilsalg, og det tager ladeoperatøren Clever nu konsekvensen af.

Den hidtidige målsætning om at have etableret 10.000 ladestandere med udgangen af 2025 bliver fordoblet.

Nu er planen, at der skal være 20.000 offentlige Clever-ladepunkter om fire år.

Lige nu er der 2835 offentlige Clever-ladere i landet. Derfor skal der i snit opsættes mere end 4000 nye standere de kommende år, hvis målsætningen skal indfris.

Det forventer Clevers direktør, Casper Kirketerp-Møller, dog ikke bliver et problem.

- Allerede i år vil vi fordoble vores netværk og sætte 3000 udtag op, så vi kan snildt nå vores mål.

- Det vigtige er, at vi finder de rigtige lokationer og får de nødvendige tilladelser. Og heldigvis hjælper de andre aktører som kommuner og energiselskaber med til, at vi kan møde efterspørgslen og være på forkant med udviklingen, siger han.

Clever har blandt andet indgået aftaler med Salling Group om at stille lynladere op ved samtlige Føtex-butikker. Men der er også brug for flere standere ved motorvejene og i byerne.

- På lynopladning er det særligt langs motorvejen, at der er efterspørgsel. Og i de større byer er der mange, der gerne vil lade bilen op på samme måde, som hvis man havde sin egen carport.

- Det gode vel elbilerne er, at de kan lade op alle vegne, og at man kan flytte strømmen derhen, hvor behovet er, hvis man tænker infrastrukturen lidt smartere, end man har gjort, siger direktøren.

Opladelige biler udgjorde sidste år cirka en tredjedel af alle nye personbiler, der blev solgt i Danmark.

De knap 145.000 registrerede elbiler udgør dog kun omkring fem procent af den samlede bilpark på 2,8 millioner personbiler.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden