Coca-Cola løfter sodavandssalget igen efter coronaramt 2021

Coca-Colas samlede omsætning de første seks måneder er steget med 14 procent sammenlignet med sidste år.

Coca-Cola har fået gang i salget af sodavand igen efter et coronaramt 2021. (Arkivfoto). <i>Jewel Samad/Ritzau Scanpix</i>

Coca-Cola har fået gang i salget af sodavand igen efter et coronaramt 2021. (Arkivfoto). Jewel Samad/Ritzau Scanpix

Amerikanske Coca-Cola har fået gang i salget af sodavand igen efter et sløvt 2021.

Sammenlignet med de første seks måneder sidste år er salget af selskabets sodavand således steget med otte procent.

Det har været medvirkende til, at Coca-Cola har løftet sin samlede omsætning de første seks måneder med 14 procent til i alt 160 milliarder kroner.

Det viser sodavandsgigantens regnskab tirsdag.

Coca-Cola står bag en række forskellige sodavandsmærker.

Foruden Coca-Cola og afarter som Coca-Cola Zero og Coca-Cola Light ejer selskabet brands som Fanta og Sprite.

Det var særligt coronapandemien, der var skyld i et større fald i både omsætning og overskud i 2021.

Restauranter og butikker måtte holde lukket i længere perioder af sidste år på grund af pandemien, men i takt med genåbningen af verdenssamfundet er det altså blevet nemmere at sælge de sukkerholdige sodavand.

Coca-Cola er et af mange internationale selskaber, der har annonceret, at det vil trække sig ud af Rusland som konsekvens af krigen i Ukraine.

Det har indtil videre haft en direkte negativ effekt på omsætningen på op mod 3,2 milliarder kroner, oplyser selskabet tirsdag.

Den amerikanske restaurantkæde McDonald's er også kommet med regnskab tirsdag. Her kan man ligeledes se, at krigen i Ukraine har gjort et pænt indhug i kædens resultat.

McDonald's har allerede trukket sig helt ud af Rusland, efter at landet indledte en offensiv i nabolandet Ukraine.

Overskuddet er landet på knap 17 milliarder kroner for de første seks måneder af året. Det er et fald på hele 39 procent sammenlignet med samme periode sidste år.

Og her har omkostningerne forbundet med at trække sig ud af Rusland altså haft størst betydning. Regningen for at lukke ned for restauranterne i Rusland lyder på knap ni milliarder kroner alene.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.