Erhverv

Coloplast skuffer en smule i starten af regnskabsåret

Coloplasts salg i første kvartal af det forskudte regnskabsår 2025/26 lever ikke op til forventningerne.

Lars Rasmussen er bestyrelsesformand for Coloplast og fungerende administrerende direktør, indtil selskabet finder en permanent afløser for Kristian Willumsen, der blev fyret i maj sidste år. (Arkivfoto).
Lars Rasmussen er bestyrelsesformand for Coloplast og fungerende administrerende direktør, indtil selskabet finder en permanent afløser for Kristian Willumsen, der blev fyret i maj sidste år. (Arkivfoto). Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Coloplast-aktien falder fredag morgen med mere end otte procent på fondsbørsen, efter at selskabet tidligere på dagen offentliggjorde sit regnskab for første kvartal af det forskudte regnskabsår 2025/26.

Regnskabet levede ikke helt op til forventningerne med en omsætning, som udviklede sig næsten fladt målt i danske kroner.

Det samlede salg løb i de tre første måneder af regnskabsåret op i 7,043 milliarder kroner mod 7,026 milliarder i samme kvartal et år tidligere.

Væksten i den vigtige Stomi-division var hæmmet af svage tal fra Kina og et højt sammenligningstal fra samme kvartal sidste år.

Også forretningsbenet Kerecis, der producerer hud- og sårplejeprodukter af fiskeskind, har ikke levet op til forventningerne, fordi tilskudsreglerne i USA er ændret.

Lars Rasmussen, der er bestyrelsesformand og midlertidig administrerende direktør, erkender selv i sin kommentar til regnskabet, at tallene kunne have set bedre ud.

Han kalder det "en svag start på året", men fastholder, at der er lyspunkter.

Blandt andet leverer Urologidivisionen - der producerer udstyr til brug i behandling af sygdomme i urinvejene - stærk vækst, som får ham til at vente endnu mere fra den front i løbet af regnskabsåret.

Resultatet før skat endte på 1,791 milliarder kroner mod 1,769 milliarder kroner i første kvartal 2024/25.

Coloplast fastholder forventningen til regnskabsåret, som lyder på en organisk vækst på syv procent og en vækst på 7 procent i driftsresultatet målt i faste valutakurser.

Organisk vækst er et udtryk for udviklingen i en virksomheds omsætning eller overskud fraregnet udsving i valutakurser og opkøb af virksomheder.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden