Coronavirus

Coronaudbrud i Skagen efter "Hellerup-uge" - restauranter havde 1000 gæster om dagen

Efter en uge med tusindvis af gæster i Skagen er to restauranter nødt til at lukke midlertidigt på grund af smitte blandt personalet

Restauranter var fulde i uge 29 i Skagen. Foto: Kim Dahl Hansen

Restauranter var fulde i uge 29 i Skagen. Foto: Kim Dahl Hansen

SKAGEN:En uge med rosé, solskin og et menneskehav i Skagen er overstået. De besøgende har så småt forladt byen igen, og efter en arbejdsrig uge kan restauratører, tjenere og kokke endelig puste ud. Sådan da.

Nu viser det sig, at flere restauranter i Skagen er nødt til at holde lukket, da medarbejdere er testet positiv med covid-19. Det gælder blandt andet Pakhuset.

- Vi har lige nu fire tjenere, der er testet positive, siger Sebastian Vinther Madsen, der ejer Pakhuset sammen med sin bror, Sylvester.

Søndag blev brødrene bekendt med, at to tjenere var testet positive i en hurtigtest. De besluttede at lukke restauranten øjeblikkeligt, så medarbejderne kunne blive testet med en PCR-test. De sendte to biler med medarbejdere til Frederikshavn søndag og fem biler mandag morgen, da de ellers først kunne blive testet onsdag i Skagen.

De to brødte Sebastian (th) og Sylvester(tv) Vinther Madsen overtog Pakhuset i 2016. Arkivfoto: Bente Poder

De to brødte Sebastian (th) og Sylvester(tv) Vinther Madsen overtog Pakhuset i 2016. Arkivfoto: Bente Poder

- Vi er på fire smittede nu og venter stadig på de sidste resultater, siger Sebastian Vinther Madsen.

Pakhuset åbner igen for gæster, når der er nok medarbejdere med en negativ PCR-test til at drive restauranten.

Desuden opfordrer de alle gæster til at blive testet hurtigst muligt.

Vaccine og coronapas

Fra 15. juni 2021 kunne restauranter igen køre på maksimal kapacitet for siddende gæster. På Pakhuset i Skagen er der plads til 300 siddende gæster. Sebastian Vinther Rasmussen understreger, at de har fulgt alle gældende retningslinjer, selvom det kan være svært i uge 29.

- Tingene går selvfølgelig hurtigt i uge 29, men vi har sprittet hænderne og prøvet at holde afstand, siger ejeren, der vurderer, at der har været over 1000 gæster gennem restauranten hver dag.

Ved indgangen har alle skulle vise coronapas, der viser, der de enten er vaccineret eller har en negativ test. Det har dog ikke holdt alt smitte for døren, da man som vaccineret stadig kan bære smitten.

- Nogle af vores medarbejdere, der er testet positive, er blevet vaccineret og fået vaccinepas, og med en vaccination kan man jo sagtens komme ind i restauranten, siger Sebastian Vinther Madsen.

På nuværende tidspunkt ved ejeren ikke, om smitten kommer fra gæster, andet personale eller fra aktiviteter i fritiden.

- Med alle de mennesker, der var i Skagen i sidste uge, er det umuligt at sige, hvor smitten kommer fra, siger han.

Ikke den eneste restaurant

Det er ikke kun på Pakhuset, at flere medarbejdere er smittet. Restaurant Kokkenes står i samme situation på bagkanten af uge 29. Her er fem medarbejdere smittet, og restauranten holder ligeledes lukket, indtil medarbejderne har to negative PCR-tests.

- Vi er meget kede af at holde lukket, da 30-40 procent af vores omsætning sker i juli måned. I forvejen har det ikke været så nemt det seneste år, siger ejer af Kokkenes, Lars Trie.

Indehaver af Restaurant Kokkenes Lars Trie ærgrer sig over, at Kokkenes er nødt til at lukke ned i juli.  Arkivfoto: Peter Jørgensen

Indehaver af Restaurant Kokkenes Lars Trie ærgrer sig over, at Kokkenes er nødt til at lukke ned i juli. Arkivfoto: Peter Jørgensen

To af de smittet har kørt sammen til Skagen fra Aalborg. To andre smittet er kørt sammen fra Frederikshavn. Lars Trie har været i kontakt med myndighederne, og der er endnu ingen gæster, der er testet positiv med covid-19.

- Vi tror ikke, at smitten er sket på restauranten, da vi stort set kun har serveret udendørs, og ingen gæster er smittet.

Foruden Kokkenes og Pakhuset har Jakobs Café i Skagen ligeledes været nødsaget til at holde lukket på grund af smitte blandt personalet.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden