Livsfarligt skroteventyr

Flere ansatte fortæller om livsfarlige forhold hos ''landets suverænt farligste arbejdsplads"

Virksomheden er på overfladen en stor succes. Men Nordjyske har talt med 18 tidligere og nuværende medarbejdere, der tegner et helt andet billede af, hvad der foregår bag kulisserne. Eksperter er rystede

Christian Fischer var en af de første medarbejdere i virksomheden og blev senere ansvarlig for 15 medarbejdere.
Christian Fischer var en af de første medarbejdere i virksomheden og blev senere ansvarlig for 15 medarbejdere. Foto: Torben Hansen

Opdateret 06. september 2024 kl. 16:15

Christian Fischer cyklede på arbejde den morgen, selvom det var mørkt og koldt.

Da han så porten, havde han instinktivt lyst til at vende om. Ikke fordi han var udmattet efter at have skåret i skrotmetal med en skærebrænder hele ugen. Men fordi en følelse var ved at overmande ham.

En kollega spurgte, om han var OK.

- Jeg viftede hende væk, for jeg ville ikke stå og græde foran hende, siger han.

Men han kunne ikke holde det tilbage længere. Han brød sammen.

- Jeg begyndte at tude, og jeg kunne bare ikke stoppe igen, fortæller Christian Fischer.

Han frygtede, at nogen ville komme alvorligt til skade eller miste livet på arbejdspladsen.

- Jeg var dybest set bange for, at en kollega ville dø. Og det er jeg stadig. Jeg er fuldt ud overbevist om, at det kun er et spørgsmål om tid. De har været heldige, at det ikke er sket endnu, siger han.

Christian Fischer var en af de første medarbejdere hos Modern American Recycling Services, Europe (M.A.R.S.). Et datterselskab til en amerikansk skrotgigant og den eneste filial uden for USA.

Det 290.000 kvadratmeter store område på havnen i Frederikshavn er blevet kaldt verdens første skræddersyede anlæg til at ophugge udtjente kæmpeskibe og boreplatforme.

Den store skrotvirksomhed, Modern American Recycling Services, Europe, lejer et stort areal af havnen i Frederikshavn.

På overfladen en stor succes. Ordrebogen bugner med globale giganter som Shell og Equinor, millionerne vælter ind, og ifølge topchef Kim Thygesen har M.A.R.S. et ry "som det værft, der gør det bedst, når vi taler miljøregler og sikkerhed".

I hele verden.

Men nu kan Nordjyske afsløre, at virkeligheden bag den store gitterport på industrihavnen i Frederikshavn er en helt anden.

Livsfarligt skroteventyr
  • Dette er en artikel i serien ''Livsfarligt skroteventyr''.
  • Frederikshavns borgmester Birgit S. Hansen (S) kaldte det begyndelsen på et erhvervseventyr, da hun var med til at indvie et af verdens største værfter for ophugning af kæmpeskibe og boreplatforme. Men bag facaden på prestigeprojektet gemmer sig en virkelighed, hvor medarbejdernes liv er i fare.
  • Serien er lavet på baggrund af et tocifret antal interviews med nuværende og tidligere medarbejdere hos M.A.R.S.
  • Ved du noget? Tip journalisterne på graverne@nordjyske.dk. Tippet kan også sendes anonymt og krypteret via protonmail.com/da/ til nordjyskesecure@protonmail.com.
Nordjyske fik i januar lov at komme ind bag gitterporten på den gigantiske skrotplads på Frederikshavn Havn. Foto: Torben Hansen

Frygter dødsulykke

Nordjyske har de seneste uger talt med 18 nuværende og tidligere medarbejdere, der samstemmende kritiserer sikkerheden på ophugningsværftet. De har været ansat i forskellige perioder, der dækker hele virksomhedens levetid.

Flere af medarbejderne står frem med navn, mens andre udtaler sig anonymt af frygt for deres karriere. Nordjyske er bekendt med deres identitet.

Jeg er bange for, hvornår den store ulykke sker.
Henrik Kolding, tidligere supervisor og kranfører hos M.A.R.S.

Mange frygter, at det kun er et spørgsmål om tid, før der sker en dødsulykke på pladsen, hvor der arbejder op mod 200 mennesker.

- Jeg er bange for, hvornår den store ulykke sker, siger Henrik Kolding, der var supervisor og kranfører på M.A.R.S., indtil han fik nok og afleverede sin opsigelse sidste sommer.

Christian Fischer sagde op i 2021, men Henrik Kolding fortæller, at sikkerheden kun blev værre derefter.

- Projekterne (skibene og platformene, red.) er blevet alt for store. De kan ikke overskue det, siger han.

En tidligere ledende medarbejder, der har ønsket at være anonym, forsøgte gentagne gange at råbe den øverste ledelse op om sikkerheden, før han gav op sidste år.

- Jeg ville ikke stå med ørerne i maskinen, hvis der skete en dødsulykke, siger han og kalder det for "landets suverænt farligste arbejdsplads".

En del af det metal, som er taget ned fra skrotskibene, bliver skåret i mindre stykker på den såkaldte "burner field". Det var blandt andet her Christian Fischer arbejdede. Foto: Henrik Bo

Han fortæller om en episode, hvor en større sektion skulle løftes fra platformen Tyra Øst, en hovedplatform fra det største af de danske gasfelter i Nordsøen, Tyrafeltet.

Som mange gange før, når medarbejderne var under tidspres, blev der afveget fra ingeniørernes beregninger, da sektionen skulle skæres fri.

Det endte med, at det gav et voldsomt ryk i sektionen, der rev sig løs fra to af kæderne i kranen med kurs mod en flok medarbejdere.

- Det var så tæt på, at et hjørne kappede tre mennesker over, siger han.

Den tidligere kranfører Henrik Kolding genkender situationer, hvor der uden at rådføre sig med ingeniørerne blev skåret vilkårligt rundt omkring, hvis sektionerne ikke ville frigives fra platformene.

- Men så slipper den lige pludselig, løfter sig og snurrer rundt i luften omkring folk. Det sker tit, siger han.

Ekspert: Minder om forhold i ulande

De medarbejdere, som Nordjyske har talt med, fortæller om en kaotisk arbejdsplads med mange ulykker, en chef der køber udstyr i Harald Nyborg og advarer sine medarbejdere, når Arbejdstilsynet kommer på besøg.

Christian Fischer kunne ikke bøje sit ben efter en arbejdsulykke, men blev alligevel bedt om at komme tilbage på arbejde. Foto: Torben Hansen

Jacob Dalsager arbejdede på M.A.R.S. i 2020 og 2021. Derefter har han været på en række store industri-arbejdspladser, hvor sikkerheden spiller en stor rolle i hverdagen.

- Men jeg har aldrig set noget, der minder om det, der foregår på M.A.R.S. Aldrig nogensinde. 

- Det er slet ikke sådan, det kører andre steder i Danmark, siger Jacob Dalsager, der fortæller, at han selv var udsat for en alvorlig brandulykke i sin tid på virksomheden.

To eksperter er blevet præsenteret for en lang række udsagn fra de 18 nuværende og tidligere medarbejdere.

De er begge rystede over medarbejdernes oplevelser.

Peter Hasle, der er professor i arbejdsmiljø på Syddansk Universitet og har en fortid som mangeårig professor hos Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, siger, at det minder om forhold, han kun har set i ulande.

- Jeg synes, det virker helt uden for skalaen. I dansk sammenhæng har jeg ikke set noget, som lyder så farligt, som det, der bliver beskrevet her, siger han.

I 24 år var Hasse Mortensen tilsynschef i Arbejdstilsynet, og han siger, at materialet tyder på, at "der er noget galt" på M.A.R.S.

- Jeg får helt klart det indtryk, at der er tale om en virksomhed, hvor der er store mangler i sikkerhedsarbejdet, siger han.

Topchef aflyste interview

Nordjyske ville gerne have stillet administrerende direktør for M.A.R.S. Europe, Kim Thygesen, en række spørgsmål til denne artikel, men han aflyste et planlagt interview med få dages varsel.

I en mail skriver han, at "det er OK med kritik", men han afviser at svare på konkrete spørgsmål.

"Det vil være påstand mod påstand og kommentarer på folks følelser, og det vil jeg ikke," skriver Kim Thygesen, der tidligere har stået i spidsen for Blue Water Shippings kontor på Lindø-værftet.

I mailen til Nordjyske skriver han, at det har krævet en "enorm indsats" fra "mange dygtige medarbejdere" at få skrotpladsen op at stå.

"Det er deres fortjeneste, at vi har en kultur, hvor vi hver dag arbejder på at gøre det sikrere og bedre," skriver topchefen.

Kim Thygesen var med til at trække den amerikanske skrotgigant M.A.R.S. til Frederikshavn og blev senere udnævnt til topchef for de europæiske aktiviteter. Foto: Henrik Bo

Ledelsen pressede Christian på arbejde

Frederikshavneren Christian Fischer havde været arbejdsløs i længere tid, da jobcentret i 2019 foreslog ham at sende en ansøgning til det nye ophugningseventyr på havnen.

Han kunne godt lide at skærebrænde, så inden længe sad han i flyveren til USA sammen med Kim Thygesen og fem nye kollegaer, som skulle på et tre ugers kursus hos M.A.R.S. i Gibson, Louisiana.

Tilbage i Danmark begyndte hverdagen hos det nye prestigeprojekt i Frederikshavn. Christian Fischer bemærkede tidligt, at sikkerheden sejlede.

Det gik for alvor op for ham, da han som teamchef fik ansvaret for 15 brændere. Han bekymrede sig dagligt for deres sikkerhed.

Og da han selv var ude for en ulykke, var bægeret fyldt.

- Jeg skar i et stykke stål og nåede ikke at se, at elementet blev frigivet. Det ramte mig over benet med så stor kraft, at jeg væltede omkuld. Og jeg vejer altså 115 kilo, fortæller han.

Han kunne ikke fortsætte med at arbejde. Men ledelsen mente, at han var frisk nok til at skubbe en pallevogn, så da han alligevel tog hjem, blev han kort tid efter ringet op.

Ledelsen forlangte ham tilbage på arbejde, men han kunne ikke bøje benet, husker han.

Efter et større skænderi med Kim Thygesen stoppede Christian Fischer hos M.A.R.S.

Han havde fået nok.

Sådan har vi gjort
  • Denne artikel – som er en del af serien "Livsfarligt skroteventyr – bygger på interviews med 18 nuværende og tidligere medarbejdere hos M.A.R.S. i Frederikshavn og derudover en lang række kilder omkring den amerikanskejede virksomhed på havnen.
  • Nordjyske er i besiddelse af talrige aktindsigter, som vedrører M.A.R.S., hos Arbejdstilsynet, ATP, Frederikshavns Kommune, Port of Frederikshavn og Region Nordjylland samt flere billeder, som illustrerer kritisable sikkerhedsforhold.
  • Som en del af researchen til denne artikel har Nordjyske i slutningen af januar været på besøg hos M.A.R.S. og talt med administrerende direktør Kim Thygesen. 
  • Da vi var klar til at konfrontere ham med de mange spørgsmål, som researchen har rejst, aftalte vi et nyt interview i februar, men det aflyste direktøren få dage før mødet. Nordjyske har sendt Kim Thygesen flere mails med en lang række spørgsmål, men dem har han heller ikke ønsket at svare på. 
  • "Det vil være påstand mod påstand og kommentarer på folks følelser, og det vil jeg ikke," skriver han i mailen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Forsiden